Barske løjer

Hej knægt   af Fricke, Marianne  
På dansk ved Hanne Brandt, 53 sider, 158 kr. Forum
Anmelder: Arguimbau, Damián
Her var Thomas og Søren   af Larsen, Jens Peder  
178 kr. Grøns Forlag
Anmelder: Arguimbau, Damián
Jimmy så det   af Coman, Carolyn  
På dansk ved Susanne Vebel, 129 sider, 158 kr. Forum
Anmelder: Arguimbau, Damián

´Da Jimmy så ham smide babyen, så Van smide den lille baby, så Van smide hans lillesøster Nin, da Jimmy så Van smide hans lillesøster Nin tværs gennem rummet, så flyttede de.´ Sådan starter Carolyn Comans bog, Jimmy så det.. Heldigvis når moderen at gribe sin flyvende datter, men Jimmy har svært ved at komme sig over oplevelsen af at se sin lillesøster flyve gennem rummet, på vej mod den sikre død. Han bliver lidt stille, leger meget med sin lillesøster og nyder, at moderen, lillesøsteren og ham selv er flyttet ud i en campingvogn, midt ude i en skov, tæt ved en sø og meget langt væk fra andre mennesker. Både Jimmy og moderen er angst for, at Van skal finde dem. Det er først og fremmest moderen, der formår at udtrykke det, mens Jimmy egentlig først konfronteres med sin angst, da Van finder frem til dem noget tid efter. Carolyn Comans roman er en lille, litterær perle, hvor personerne står knivskarpt mod en klar baggrund. Sproget i Susanne Vebels fine oversættelse fungerer som en slags stream of conciousness, der forsøger at efterligne den menneskelige tænkemekanisme, med dets associationer og til tider cirklende bevægelser og giver læseren et indfølende og medrivende portræt af en dreng, der ikke helt ved, hvordan han skal håndtere sin sorg, vrede og tvivl. Jimmy så det fik titel som 1996 Newbery Honor Bog, hvilket er en af de fineste priser i USA. Bogen blev dog overgået af Karen Cushmans Jordemorens lærling, som vandt selve Newbery medaljen og som CDR forlaget udgav i februar måned i år. Cushmans roman handler om en navnløs pige i middelalderens England, der hutler sig gennem tilværelsen indtil hun bliver jordemoderens lærling. Jordemoderen giver hende navnet Bille og mindst lige så megen respekt, som navnet antyder. På trods af dette udvikler Bille såvel sit selvværd som sit intellekt og bogen kan ikke andet end at imponere samt sætte børnenes nuværende kår i relief. Jordemorens lærling, er så sandelig også en rigtig god bog, men jeg ville personligt hælde lidt mere til Comans end til Cushmans bog, idet Comans sprog uden tvivl hæver sig over Cushmans i originalitet og intensitet.

En tidligere prisbelønnet forfatter er Jens Peder Larsen, der vil være kendt for bøger som En loppe kan også gø, der også blev filmatiseret og Paradistræet. Han udgav tidligere sine bøger på forlaget Fremad, men stiftede sit eget forlag, Grøns Forlag, som siden har udgivet hans ikke helt ubetydelige produktion af børne- og ungdomsbøger. Hans seneste bog, Her var Thomas og Søren er en barsk fortælling om brødrene Thomas på 16 og Søren på 14, der bor på et børnehjem. De begår et indbrud, men bliver opdaget af pædagogen, der dog lover at holde tæt med sin viden, såfremt Thomas til gengæld kan give en ganske særlig modydelse. Den socialrealistiske tone giver ikke megen plads til poesi, men Jens Peder Larsen er en rutineret forfatter, så han forstår at skrue et plot sammen, der er elementært spændende, med nogle personer, der også har liv i sig. Der er med andre ord ikke tale om stor litteratur, men man fornemmer at Jens Peder Larsen kan meget mere end han viser i Her var Thomas og Søren. Det kommer så forhåbentlig til udtryk i hans næste bog.

Nogen stor bog er svenske Marianne Frickes Hej, Knægt heller ikke, men derfor er den nu meget morsom alligevel. Den handler om to forældre der skændes, og et lille barn, der hører på. Det er barske løjer for den lille Jakob, der først gemmer sig under dynen for ikke at høre det, men så dukker hans afdøde morfar heldigvis op og tager drengen med til Merlins hule, hvor Gud og djævel sidder og spiller kort. Tilsyneladende - og meget blasfemisk i øvrigt - keder Gud og djævel sig gevaldigt og tilbringer derfor alt for mange aftener med at spille kort om menneskernes skæbner. I aften spiller de om Jakobs forældre, og det er selvklart djævelen, der er ved at vinde. Jakob udfordrer dem begge til en kortdyst med livet som indsats for at redde forældrenes ægteskab. Det er godt at føle at man kan gøre noget, når sådan noget sker. Små børn vil typisk kæmpe så godt de kan for at få familien til at holde sammen så længe som muligt, næsten uanset de personlige omkostninger. Den bibelske Job levede ikke forgæves, for Frickes historie ender ikke så grelt, som historien ellers lægger op til. Slutningen er i det hele taget lidt for hysterisk. Til gengæld er læseren, på trods af det alvorlige emne, blevet glimrende underholdt undervejs.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret