Erindringens godhed

August går i Glemmebogen   af Barfoed, Erik  
179 sider. 249 kr. Høst & Søn.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Marie i Paris   af Wiizan, Marianne  
284 sider. 229,50 kr. Carlsen
Anmelder: Arguimbau, Damián

For børn. To meget forskellige bøger om glemsomhed.

ERIK Barfoed er til daglig forlagschef for børnebogsafdelingen hos Aschehoug. Han debuterer nu med bogen August går i Glemmebogen, dog hos forlaget Høst, hvor han også tidligere har slået sine arbejdsmæssige folder. Historien handler om drengen Theodor-Menander, som forældrene har glemt at hente i fritidshjemmet. Og hvad sker der med mennesker og ting, som glemmes? Jo – de kommer selvfølgelig i Glemmebogen, hvilket er lige præcis, hvad der sker med Theodor-Menander. Men August og Omar har ikke helt glemt deres ven, Theodor-Menander, og derfor vandrer de ind i Glemslen bag kosteskabet for at redde deres ven ud af Borteherskerens kløer. Man kan næsten allerede her høre den indbyggede modsætning i plottet: Hvis Theodor-Menander ikke er glemt af sine bedste venner, hvordan er han så kommet i Glemmebogen? Den modsætning forsøger forfatteren at håndtere, selv om det ikke bliver helt overbevisende. Historien minder en lille smule om den, Ralf Isau præsenterede i sin bog, Den stjålne Hukommelses Museum som CDR forlag udgav i 2001. Her vandrer hovedpersonerne også til de glemte erindringers land og forhindrer den onde hersker Xexano i at overtage verden. Mens Isaus bog med sine 648 sider er for ældre børn og er temmelig kompliceret, så henvender Barfoeds bog sig til børn i oplæsningsalderen. Den bæres primært af sine sjove indfald (madkassemonstre, cigarrygende kampkommoder og meget andet) og er illustreret af den norske illustrator, Thore Hansen, som helt klart er bedst, når det gælder madkassemonstrene og de øvrige farligheder, børnene udsættes for. Alt i alt en lidt blandet historie, som dog nok skal muntre og engagere børn, der jo ofte og stik imod enhver fornuft er bange for at blive glemt.

ANGSTEN for at blive glemt var dog reel nok i Paris i 1794, mens Robespierres blodtørst var på sit højeste. Marianne Wiizan fortæller umådelig levende, slagkraftigt og medrivende om pigen Marie, der rejser til Paris alene for at finde sin mor. Bogen Marie i Paris er en selvstændig fortsættelse af Maries løfte, som var Wiizans debutroman. Der er ikke meget hyggenygget over historien, der er usentimental og barsk. Da Marie ankommer, er de slægtninge, hun skulle bo hos, blevet anholdt og deres kro er simpelthen blevet overtaget af svindlere. Marie får lov til at bo hos den prostituerede Thérèse og finder sig et job hos gøgleren Hyacinthe, der viser sig at være en lunefuld og upålidelig mand. Men midt i al elendigheden finder Marie to venner, drengen Camille og sin gamle sigøjnerveninde Cat, og de hjælper Marie, da Thérèse bliver fængslet, og Marie mister såvel tag over hovedet som sine ejendele. Historien er fængende og nærværende, og Wiizan udnytter til fulde Maries naturlige bondske uvidenhed ved at lade hende opleve et sørgeligt, mudret, stinkende, farefuldt og revolutionært Paris fuldt af spøjse eksistenser, der som hovedregel alle er sig selv nærmest.

Wiizans bog handler netop om glemslen på mange måder. Marie tjener blandt andet penge ved ikke at glemme noget af det, folk har lagt frem på et bord, en eks-soldat er dranker, fordi han ikke kan glemme krigens gru, og på den anden side heller ikke tør stole på sin hukommelse, og kusken, der kuriøst nok deler navn med filosoffen Spinoza, spiller for de dødes afhuggede hoveder, for at give dem fred, for ingen husker dem længere. Og Maries mor er jo syg, fordi hun ikke kan glemme den smerte, der er overalt omkring dem. For Spinoza var selvopholdelsesdriften det centrale motiv hos mennesket, og måske derfor er den gådefulde kusk den, der midt i al elendigheden ligesom Spinoza erkender, at denne virkelighed er den eneste mulige. Vi må søge, indtil vi finder det gode, da den eneste forskel mellem Gud og verden blot beror på den måde, hvorpå de betragtes. Men det er svært at finde det gode, når det rareste er at glemme, og det er her, at Marie beviser sit værd, for hun har en fabelagtig hukommelse og nægter at lade den tilpasse det mest belejlige. Og fordi hun husker, finder hun også, midt i al elendigheden, det gode.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret