Gorillaskabets venskab

Venskab   af Browne, Anthony  
Oversat af Ole Thestrup. 32 sider. 239 kr. Apostrof
Anmelder: Arguimbau, Damián

Kunst. Når billedbogen i sig selv bliver et kunstværk.

Det er kun inden for de sidste godt 30 år, at billedbøger er begyndt at adressere flere modtagere på én gang. Det sker blandt andet ved, at billedbogskunstnerne fletter enkle og komplekse holdninger og meninger ind i hinanden ved at lade billeder og tekst spille med og mod hinanden.

Postmodernismen har især siden 1970erne indhentet billedbøger, så de nu skal læses med en bevidsthed om, at de skaber et meningslag, der henvender sig til en anden læser end barnet. Den særdeles prisbelønnede Anthony Browne er mester i netop sammenblandingen af virkelighed og fantasi. I hans Zoo fra 1994 er det for eksempel til sidst svært at se, om det er dyrene eller menneskene, der sidder i bure. Brownes Søren drømmer (1997) er en billedbogshyldest til Magritte. Heri lader han en gorilla drømme, så virkelighed og fantasi blandes til en besynderlig og stemningsfuld oplevelse fuld af mærkelige landskaber.

Browne blev for øvrigt efterfølgende stævnet af Magrittes arvinger, fordi han i billedbogen havde reproduceret nogle af malerierne på hovedpersonens væg. Som om Magritte mistede indtægter ved, at en billedbogsillustrator i sine billedbøger viste en miniature af et maleri. Jeg tænker indimellem, at kunsttraditioner næppe var blevet til, hvis vi havde haft den slags arvinger eller institutioner som COPYDAN og KODA. Det er en sørgelig udvikling, som næppe kan gavne kunsten på lang sigt, selv om kunstnerne på kort sigt naturligvis får lidt ud af det.

Browne selv anvender stort set altid gorillaer i sine bøger. Han siger selv, at gorillaer minder ham om hans far. Gorillaer er store og stærke og har samtidig dette meget menneskelignende ansigt, som mennesker nemt kan læse følelser ind i. Modsætningen mellem det stærke og det følsomme udnytter Browne i sin nye billedbog, Venskab, hvor gorillaen i zoologisk have savner en ven og derfor af dyrepasserne får tildelt en kattekilling ved navn Mis. En zoologisk have giver dog de helt forkerte associationer. Det er slet ikke det, man ser. Der er ingen tremmer, ligesom gorillaen sidder i en stue med lænestol og standerlampe, med fjernsyn, burger og kaffekop. Mis og gorilla bliver hurtigt gode venner, og der et helt guddommeligt opslag, hvor gorilla sidder på toilettet, mens katten sidder i sin kattebakke, med teksten: »De gjorde alting sammen«.

Modsætningen mellem stærk og svag er understreget af, at gorilla på én gang er voksen, fordi han er stor og stærk og samtidig er fuldkommen i dyrepassernes vold. Det bliver tydeligt, da gorillaen på et tidspunkt ser filmen King Kong og bliver så rasende, at han slår fjernsynet i stykker, da menneskene er ved at dræbe King Kong. Den knaldrøde baggrund understreger den uovervejede hidsighed, som børn jo sagtens selv kan genkende fra deres egne reaktionsmønstre, når de oplever noget dybt uretfærdigt. Forældre vil heller ikke være fremmede over for sådanne vredesanfald. Det næste opslag er netop holdt helt i sorte streger og skygger, med en sammenkrøbet og angrende gorilla og en grusom, aflang og farlig skygge af tre dyrepassere, der anklagende konfronterer gorillaen. De vil vide, hvem der har ødelagt fjernsynet og truer med at fjerne Mis fra gorilla, enten for at straffe gorilla eller for at sikre, at gorilla ikke i raseri slår kattekillingen ihjel.

Forløsningen kommer, da Mis modigt påtager sig skylden for miseren. Det får alle til at grine, for det er tydeligt, at Mis slet ikke har kræfter til at gøre det. Men samtidig afstedkommer det morsomme netop tilgivelsen: det bekræfter over for dyrepasserne, at Mis ikke er bange for, at gorilla skader ham, men tværtimod ønsker at blive sammen med ham. Det er kærlighed og tillid uden grænser, det er troen på tilgivelse og på, at vi alle rummer såvel det barske som det bløde.

Browne bruger skiftevis realisme og drømmeri. Sidstnævnte er understreget i billedbogen ved at karaktererne er tegnet med utydelige og bløde blyantsstreger. Tænk at kunne fortælle en så umådelig kompleks historie på så rig en måde og på så lidt plads. Venskab er en fantastisk billedbog af en fabelagtig kunstner, der rummer mange nuancer og som ikke kan anbefales nok.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret