Angsten for tomheden

Horror Vacui   af Andersen, Flemming  
141 s. Kr. 168,00. CDR-Forlag.
Anmelder: Arguimbau, Damián

Zap Zap. Hvad tænker de dog på, når de kaster med brosten? En ny ungdomsbog forsøger at besvare spørgsmålet på de unges vegne.

EN brosten vejer i hånden, men den er let at kaste. Det er det, 17-årige Sira oplever da hun for første gang er med i en anti- racistisk demonstration. Hun bliver vred som aldrig før, da hun ser, hvordan de kampklædte betjente tæsker løs på en pige - og så kaster hun. Problemet er imidlertid, at hun bliver stående og ser stenen ramme sit mål. Hun ser politibetjenten falde om med et ødelagt øje, og med ét bliver hendes handling virkelig for hende. Jakob er også på pletten, da Sira kaster stenen. Han har forladt sit borgerlige hjem og gymnasieuddannelsen for at fotografere og dokumentere politivolden. Han hjælper Sira med at flygte fra politiet - kaldt for »svinene« - og de ender med at blive kærester. Alligevel sælger Jakob sit kompromitterende billede af Sira med stenen i hånden til en avis og problemet tilspidses, da betjenten dør og politiet eftersøger Sira for at afhøre hende omkring betjentens død. Var det Siras sten, der dræbte ham? Eller...?

HISTORIEN om Sira og Jakob fortælles i Flemming Andersens nye ungdomsbog Horror Vacui, hvor han forsøger at finde ud af, hvad der sker i hovedet på de unge, der kæmper mod politiet. Formen er zappende og hastig. Synsvinklen skifter til stadighed og det er nogle gange svært at finde ud af, fra hvilket hoved man i øjeblikket anskuer verden. Fortællingen afbrydes ofte af korte citater fra sange, psykiatrilærebøger og nyhedsoverskrifter: »En kvinde og to tyrkiske piger omkom under en brand, der var anstiftet af nynazister«. Efter afbrydelsen fortsætter handlingen upåvirket. Citaterne vidner om en meningsløs verden, hvor vold og uretfærdighed er en naturlig del af tilværelsen. Læseren kan ikke undgå at blive berørt af denne uendelige strøm af citater: Vi hører lignende løsrevne sætninger hele tiden og kan nikke genkendende til indholdet. Citaterne viser en virkelighed, der er skruet forkert sammen. De unge ser kun det, der bekræfter uretfærdigheden. Det lykkes også at smide al den frustration, de måtte bære, i hovedet på læseren. Jo, verden er ond. Men hvad skal man gøre? Forfatterens påstand er, at disse unge ikke kan bære den magtesløshed de føler over for et samfund, hvor volden konstant eskalerer - uden at volden tilsyneladende har konsekvenser for de skyldige. Derfor griber de unge til selvtægt. Ikke fordi de har løsninger på verdens uhyrligheder, men fordi det giver dem mulighed for at komme af med frustrationerne. Men når demonstranterne konfronteres med konsekvenserne af selvtægten i form af tragiske menneskeskæbner går noget i stykker indeni. Pludselig er det ikke bare et »sort svin«, der er død, men en familiefar. Det går op for Sira efter at have set betjenten styrte om, men Jakob ser det først langt senere. Hans identitet ligger i oprøret, og hvis han dropper sin sort/ hvide opfattelse af verden vil han falde tilbage i tomheden. Jakob flyver hen over spørgsmålene, han tåler ikke modsigelser, vil kun bekræftes. Han kan ikke finde ud af at støtte Sira, vil ikke forstå hendes dilemma. Heller ikke, da han selv konfronteres med en oplevelse, der godt kan minde om hendes. Først til sidst i romanen begynder han at forstå det - men da er det for sent, for Sira har forandret sig og er vokset fra ham. DET jagende, fjernsynsagtige tempo holdes hele vejen, selv i de mest intime kærlighedsscener. Klicheen er vitterlig sand: man lægger ikke bogen fra sig, når først man er begyndt. Det er ligesom fjernsynet: Man kan ikke gå ud og tisse midt i det hele, for så går man jo glip af noget! På den anden side er den netop for hurtig: Pointerne er enkle, personerne er enkle. Der er ikke så meget at forstå, det er ikke pindet ud, for vi skal jo også videre med historien. Der er ikke tid til at gå i dybden. Det er som om der er en tyrkertro på, at de unge ikke gider at læse en hel bog igennem medmindre der sker noget hele tiden. Den kun lidt krukkede titel Horror Vacui betyder »angst for tomhed«. For at undgå tomheden mener forfatteren, at mennesket vil gøre alt, der kan give blot en anelse indhold i tilværelsen. Lige fra at samle frimærker til at engagere sig i en anti-racistisk forening. Hvorfor de unge foretrækker at kaste med brosten frem for at samle frimærker, er imidlertid ikke noget, han giver sig af med at filosofere over. For helt unge læsere er bogen god: Den er spændende og skal nok provokere dem til at tænke videre. Men mere tænksomme hoveder vil irriteres over, at bogens omdrejningspunkt er et uholdbart svar snarere end et gennemtænkt spørgsmål.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret