Moralske fabler

Barden Beedles Eventyr   af J.K., Rowling  
Oversat til dansk af Hanna Lützen. 128 sider. 199 kr. Gyldendal
Anmelder: Arguimbau, Damián

Rowlings seneste opus, Barden Beedles Eventyr, udkommer samme dag verden over, og hverken anmeldelse, citater eller handlingsreferater er tilladte inden da. Internettet er dog som altid uovervindeligt, hvad udbredelse af information angår: Wikipedia har haft opslaget om bogen med referater af alle historier liggende på nettet et pænt stykke tid.

Bogens tilblivelse er en historie i sig selv: Rowling håndskrev Barden Beedles Eventyr sidste år og lavede syv eksemplarer. De seks blev givet væk, mens det sidste eksemplar blev solgt på en Sotheby´s auktion for næsten 20 millioner kr. Overskuddet fra bogen går til en velgørenhedsorganisation for børn, som Rowling har stiftet.

Det er ikke første gang, Rowling udgiver en samling »sidehistorier« fra Potteruniverset. Således er tidligere udkommet uomgængelige titler som Quidditch Through The Ages (2001) og Fantastic Beasts and Where to Find Them (2001). Så vidt vides er ingen af disse udgivet på dansk endnu.

Den i troldmandsverdenen kendte eventyrsamling, Barden Beedles Eventyr, spiller en stor rolle i Harry Potter og Dødsregalierne. Det er effekterne fra det sidste eventyr i samlingen, »De tre brødre«, som tilsammen udgør Dødsregalierne. Historien er oprindelig inspireret af Chaucers Canterbury-historie fra det fjortende århundrede om tre brødre. Her vil tre brødre slå Døden ihjel for at hævne en vens død. En gammel mand siger, at de kan finde Døden under et stort træ. Dér finder de en kiste med guld og to bliver tilbage for at vente på Døden og passe på pengene, mens den tredje henter mad og vin. De to beslutter at slå den tredje ihjel, når han er tilbage og dele pengene selv. Den tredje bror tænker, at han selv kan beholde alle pengene og forgifter derfor vinen, som han giver til de to andre. De to brødre dræber den tredje bror, da han kommer tilbage. Hvorefter de drikker vinen og dør.

Rowlings version af historien om de tre brødre kan man også læse i Harry Potter og Dødsregalierne. Her læser Hermione eventyret op for Harry, Ron og Xenophilius, som er Lunas excentriske far.

Det er denne eventyrsamling, som Rowling nu har begavet os med. Et andet eventyr i samlingen, »Troldmanden og Hoppegryden«, fortæller, hvordan en egoistisk og mugglerhadsk søn bliver sat på plads af arven efter faren: en gryde, der følger sønnen og hopper så meget, når den er utilfreds med sønnens opførsel, at det er umuligt at sove eller koncentrere sig om noget som helst. Et noget bastant opdragelsesmiddel!

I eventyret »Livslykkens kilde« møder vi en ridder og to kvinder, der skal finde vej ind til en kilde for at finde evig lykke. Historien er rørende og virker meget inspireret af en af Chrétiens ridderromaner fra det 13. århundrede. I »Den hårdhjertede Heksemester« møder vi en troldmand, der er bange for at miste selvkontrollen, hvis han bliver forelsket og derfor gemmer sit hjerte væk. Det er også et kendt tema i eventyrland med mange forgængere.

Den muntreste historie i samlingen er »Hare Hop og Skvadderstubben«, som stensikkert er inspireret af H.C. Andersens historie om Kejserens nye klæder. Den handler om en konge, der gerne vil være den eneste i landet, der kan lave magi. Han forfølger alle troldmænd og -kvinder i sit rige, men hyrer en bedrager, der for en anselig sum skal undervise ham i trolddom. Heldigvis er slottets vaskekone ingen ringere end heksen Mutter, og såvel konge som bedrager får sig en lærestreg på yderst raffineret og underholdende vis.

Men forestil dig et øjeblik, at du som barn i skolen skulle læse din lærers fortolkning i forlængelse af hvert folkeeventyr, du skulle læse. Det lyder ikke godt, vel? Den dårlige nyhed er, at Rowling i bogen har inkluderet den fiktive Albus Dumbledores lærde og moralsk opbyggelige kommentarer om Barden Beedles eventyr. Kommentarerne er præcis lige så kedsommelige, som de lyder, selv om Rowling har forsøgt at gøre det morsomt - desværre på en meget voksen måde, som hægter børnene helt af, blandt andet takket være et lidt tungt, karikeret leksikalt sprog, som ligger fjernt fra eventyrenes troskyldighed.

Hvis man nu er fanatisk Harry Potter fan, så er det sikkert velgørende at høre ekkoet fra Dumbledore, men rent litterært er det en katastrofe. Eventyrene er i sig selv sjove, opfindsomme, og den til tider genkendelige inspiration fra andre historier er en styrke og giver samlingen troværdighed og traditionsfylde. Eventyrene ville have haft godt af at stå alene, uden den skæmmende direkte reference til Potter-universet.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret