Giv mor en fridag!

Da Ida gav sin mor en fridag   af Theil, Per  
Politikens Forlag. 48 sider. 75 kr.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Da Idas farfar fik vinger   af Theil, Per  
Politikens Forlag. 48 sider. 75 kr.
Anmelder: Arguimbau, Damián

To skæve letlæste historier med masser af barnelogik.

Børn tænker grundigt og ofte skævt over tingene. Det grundige skyldes, at børn er nødt til at skabe en for dem fornuftig forklaring på tingene for at kunne orientere sig i omgivelserne. Det skæve kommer af, at de af gode grunde sjældent har den viden, der skal til for at nå frem til den rigtige konklusion. Den situation er Politikens anmelder Per Theil ikke sen til at udnytte. Han har fået sin debut som børnebogsforfatter i Politikens Forlags letlæsningsserie Astronaut, som henvender sig til børn, der lige er begyndt at læse. Det gode ved den type serier er, at bøgerne også er gode at læse op som en mellemting mellem billedbøger og længere historier, idet der som oftest er mange illustrationer i bogen.

DET ER OGSÅ tilfældet i Per Theils to letlæsningsbøger. De handler begge om pigen Ida, hvis forældre altid har vældigt travlt med deres. Mor har fine røde negle og skal se knaldgodt ud, når hun går på sit kontorarbejde, og Idas far sælger biler - noget der i disse tider for øvrigt ikke kan være nemt. Når de kommer hjem, kan de vrides som en karklud. Al energien bliver brugt på arbejdet. »Er din mor altid så træt?« som klassekammeraten Asmund spørger Ida, da han er på besøg for at lave lektier med hende i ´ Da Idas farfar fik vinger´. Historien handler om, hvordan Ida skal konstruere en fornuftig forklaring på døden, fordi Idas farfar dør. Selve døden er relativ udramatisk for Ida, for farfaderen er gammel og har fortalt Ida, at det nok også var på tide for ham at dø. Han kan dog ikke rigtigt fortælle Ida, hvor han kommer hen, når han dør. Ida køber heller ikke moderens noget forkølede forklaringer om engle, der henter farfar og andet udenomssnak, for de forklaringer er fyldt med barnelogiske brister. Om natten drømmer hun om farfaderen, der har fået vinger. Han tager hende op til en lillebitte planet og siger, at han har det fint og har travlt med at passe på dem på Jorden. Han har skrevet sig op til en større planet med have og altan og håber, at den er klar, når farmoderen kommer. Se, det giver jo god barnemening. Idas ven Asmund har tilmed skrevet et efterårsdigt (det var lektien), som han nogle aftener senere læser op hos Ida, hvilket får Idas farmor til at græde, fordi det er så smukt. Ida kan så trøste farmor med, at farfar har det fint. Ida har jo lige talt med ham. Det er med andre ord meget kompetente børn, vi møder her - i tydelig modsætning til de voksne.

BØRNENES OVERLEGNE handlekraft og overskud er også til at få øje på i ´ Da Ida gav sin mor en fridag´, hvor Ida får lokket såvel mor som far til at blive hjemme og pjække fra arbejde på hendes fødselsdag. Idas uegennyttige fødselsdagsønske er at give mor en fridag, så far og Ida gør rent, vasker op, køber ind og laver mad, mens moderen snorker hele dagen væk. Heldigvis får Ida en gave senere på dagen, for mens hun ligger og drømmer en sjov drøm under en eftermiddagslur, skynder far sig ud og køber en til hende.

DER ER EFTERHÅNDEN en del bøger, der tyder på, at forældre brænder krudtet af på sig selv og overlader hjemlige initiativer og det eksistentielle til børnene: Logisk, at faderen kalder Ida for »en lille, men næsten voksen pige«. Med de betingelser må ungerne da også hellere være kompetente! Men et sådant filosofisk snak lægger letlæsningsbøger naturligvis ikke direkte op til. Theils bøger er sjove, barnlige på den helt rigtige måde og skal nok gå rent ind hos de unge selvlæsere. Søren Mostrup har illustreret begge bøger med særdeles enkle illustrationer med glade og stærke farver. Selv havde jeg dog foretrukket mere udfordring på billedsiden. Billederne er intetsigende og bibringer ikke historien noget, hvilket er synd.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret