Vildhekse på spil

Vildheks 2: Viridians blod.   af Kaaberbøl, Lene  
184 sider, 170 kr. Alvilda.
Anmelder: Arguimbau, Damián

Det er svært at slippe Lene Kaaberbøls bøger, hvis man først begynder at læse dem. Vildhekseserien handler om den vilde magi, der mest virker på dyr. Andet bind om Vildheksen Clara starter med en tårnfalk, der med en frygtelig fart flyver ind i stuen hos Claras far og afleverer en seddel, hvorpå den flyver væk igen. Claras vildhekseveninde Shanaia er såret og skal bruge hjælp. Clara tager af sted sammen med sin uberegnelige vildkat og vennen Oscar for at hjælpe sin veninde. Det er den nu udstødte vildheks, Kimæra, der står bag. Kaaberbøl får Kimæra til at virke akkurat lige så frygtelig og grusom som et monster i et mareridt. Ikke underligt, at det er tvivlsomt, om Clara vinder over hende denne gang. En vældig spændende og velskrevet bog.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret