Ikke på vilkår

Pigen i kassen   af K, Oskar  
80 sider. 200 kr. Fahrenheit
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Östergren, Emelie

Voksenbilleder. Jeg vil ikke være voksen! De er onde.

I sine børnebøger har Oscar K. gjort det til sit varemærke at skrive om det groteske, om det onde og om at forvandle barndommen til et sandt mareridt af overgreb og stiltiende lidelse. Senest i billedbogen Lejren, hvor barndommen afbildes som en kz-lejr, der skal pille livslyst, initiativ og selvstændighed ud af børnene. Nyeste skud i rækken af bøger er Pigen i kassen, som er en billedbog, der næppe kan siges at være for børn. Emelie Östergren har illustreret billedbogen. Hun er en svensk illustrator, der primært har lavet groteske undergrundstegneserier fyldt med monstre og uhygge. Forlaget skriver, at bogen handler om at se verden »fra det punkt i et barns liv, hvor det med stort klarsyn gør op med sig selv, om det vil være voksen eller ej«. Pigen i kassen vil ikke, for de voksnes verden er fyldt med ondskab. Hun vil meget hellere blive i den fantasiverden, hvor hun kan give de voksnes overgreb billeder og barnlige forklaringsmodeller.

Historien starter naturligvis med pigen, der er i kassen. Det er hun tit. Tydeligvis fordi hun dér kan gemme sig. Broren er næsten altid i skammekrogen, for han er fuld af løgn. Og bedstefaren, han er død, men sidder udstoppet i sin gyngestol, så der drysser savsmuld ud af hans ører. Faren er på værtshus, og moren sidder og venter med et gevær i hjemmet. Godt at pigen også er god til at løbe zig-zag, som Oscar K. skriver. Og en dag skyder hun sin mand, for hun synes, at han var træls. Pigen gemmer sig i kassen og drømmer et teaterstykke op, som vi får i små bidder mellem den virkelighed, der trænger sig på.

Nabodrengen har hareskår og spiller cello. Pigen er forelsket i ham og tænker på ham som en prins. Men det er han langt fra. Der flytter en ny mand ind til moren. Han er en undvegen morder, og hans to pigebørn er rædsomme. Vi finder også seksuelt misbrug og virkelig grotesk, meningsløs og grusom vold i bogen. Måske begynder De at have en anelse om, hvorfor det i virkeligheden slet ikke er en børnebog, vi har med at gøre.

Det er til gengæld en skånselsløs fordømmelse af voksenlivet set fra børnehøjde. Det er nærmest et katalog over den meningsløse vold og de overgreb, som gøres mulig via voksendommen. Det er et barn, der tænker: Er det virkelig det, som jeg får adgang til eller bliver til, når jeg bliver voksen? Derfor er de bizarre tegninger, der ledsager teksten, så passende. Det er en kunstnerisk helhed. Og så absurd bliver det, at det slet ikke er så slemt, som det i virkeligheden lyder.

Historien klinger, den fængsler, den pirrer. Man tvinges til at tænke, fordi fortællingen tiltvinger sig refleksion. Det er flot, det er anderledes, det er for de modige.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret