Heksethriller

Cirklen   af Elfgren, Sara Bergmark  
Oversat af Kina Bodenhoff. 464 sider. 250 kr. Gyldendal
Anmelder: Arguimbau, Damián

Svensk gys. En grum historie om et hold nutidige teenagehekse, der jages af ondskaben selv.

Cirklen er en fiks blanding af thrilleren, gyseren og ungdomsromanen. Den er skrevet af to svenskere, Mats Strandberg og Sara Bergmark Elfgren. Elfgren er manuskriptforfatter og har blandt andet stået for filmmanuskriptet til Guillous Arn. Mats Strandberg er journalist og har tidligere udgivet tre romaner. Historien starter meget dramatisk med gymnasieeleven Elias´ overraskende selvmord. Det sker umiddelbart efter et mærkeligt møde med gymnasiets skræmmende, kvindelige rektor.

Kort tid efter Elias´ død oplever seks piger fra gymnasiet, at månen lyser rødt. Drevet af en ukendt kraft går de hen til en nedlagt forlystelsespark. Det viser sig, at de alle er hekse. En af dem kan gøre sig usynlig, en anden kan styre andres adfærd, og en tredje kan flytte ting ved tankens kraft. Gymnasiets pedel, Nicolaus, dukker også op med sin vansirede sorte kat. Nicolaus skal være deres beskytter, men kan ikke engang huske, hvem han selv er. I løbet af natten bliver de klar over, at Elias ikke begik selvmord. Han blev tvunget til det af noget eller nogen.

De seks piger er udvalgte, og de må ikke stole på nogen: »Ikke på jeres forældre eller jeres søskende. Ikke på venner. Ikke engang på jeres største kærlighed.« Sådan lyder det fra den mærkelige og overnaturlige magt, der har bragt dem sammen, og hvis pigerne vil overleve, må de samarbejde. For deres liv er i fare. Cirklen veksler effektivt mellem gyset og ungdomsromanen uden at forfalde til det helt banale. Det er ikke amerikansk bestsellerisme, så pigernes kvaler virker ægte nok og mere realistiske og vedkommende end dem, vi eksempelvis møder i vampyrromanerne.

Det hjælper selvfølgelig også, at Cirklen er tiltænkt de lidt ældre unge. At der er seks hovedpersoner plus det løse, giver læseren et større arbejde med at holde styr på historien og de enkeltes udviklingshistorie. Ikke noget under, at de to forfattere måtte holde styr på hele persongalleriet og handlingen ved hjælp af regneark. Men forfatterparret er vældig dygtige til at gøre handlingen levende. Som læser ser man scenerne for sig, godt støttet af hyppige dialoger. Man bliver umærkeligt grebet af at finde ud af, hvordan hele plottet hænger sammen. Cirklen er en bog, som man kun nødigt lægger fra sig. Men desværre må man vente på at finde ud af, hvordan det hele slutter: Cirklen er kun det første bind i en planlagt trilogi. Andet bind udkommer næste år, og det sidste engang i 2013.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret