Rigmor på dødslejet

Fuldmånen stille sejler   af Haller, Bent  
208 sider. 300 kr. Samleren
Anmelder: Arguimbau, Damián

Incest. En helt igennem mørk roman fra lagunens bund om en kvinde, der har haft gode grunde til at forlade alle sine syv børn.

Bent Haller er en alsidig forfatter, der har skrevet i alle genrer og for læsere i alle aldre. Som forfatter til voksenlitteratur har han blandt andet tidligere udgivet Den ottende bonde ( 2007), hvor man kan møde en virkelig modbydelig moderskikkelse og Rakkerpakhuset (2009), en kollektivroman hvis tre dele tager fat i de lidet sympatiske beboere i husets tre opgange.

´Fuldmånen stille sejler´ er hans nyeste roman, som starter med den gamle Rigmor på sit dødsleje. Hun kan dårligt tale, næsten ikke bevæge sig. Ikke fordi hun er syg, men fordi hun har mistet livsgnisten. Lægerne mener, at hun er dement, men Ghana, der passer hende, ved bedre. I Rigmors gemmer finder Ghana en notesblok, hvori der står syv navne.

Det er Rigmors syv børn, som hun har forladt. Den første af tvang, de næste af henholdsvis nød og naivitet. Romanen giver os Rigmors liv og lægger som en ekstra malurt de syv børns historie. Det er ikke småting, der er sket. Rigmor er som barn blevet seksuelt misbrugt af sin religiøse bedstefar - som i parentes bemærket bor i synd med sin egen datter, efter at svigersønnen er død. Rigmor bliver gravid og de tvinger hende til at bortadoptere datteren med det samme, selv om Rigmor ikke vil. Ingen får at vide, at det er bedstefaren, der er den skyldige. Det knækker Rigmor og hun blander glasskår i bedstefarens mad. Det bliver han temmelig syg af. Rigmor får tidligt en kæreste, som hun gifter sig med, men da hun får en søn med manden, får hun en fødselsdepression. Hun ville jo have en datter, og var det ikke en pige, var hun ikke interesseret. Så ud med mand og sønnen bortadopteret. En datter er i virkeligheden det, som hun ønsker sig allermest, og hver af de næste seks fødsler er i virkeligheden et forsøg på at fylde hullet ud efter den første datter, som hun måtte bortadoptere. Rigmor må klare sig. Uden skolegang og med opvæksten som møllesten. Hun falder for dem, der svigter. Og er der endelig en sød mand, så keder hun sig så gudsjammerligt, at hun må flygte. Kun i drømme kan Rigmor finde hvile. Bent Haller skriver kraftfuldt og nådesløst.

Registrerende, uden fordømmelse. Lader handlingen tale for sig selv og Rigmor stå nøgen og alene foran læseren. Det er en helt igennem virkningsfuld og uhyrlig roman fra virkelighedens vrangside.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret