Oplæsningsbøger for børn. Så er reklamen rykket ind på selve bogens sider!

Kan historier om bær sælge marmelade? Måske. Og er det overhovedet acceptabelt at finde på historier i forbindelse med en reklamekampagne? Den populære forfatter Lene Kaaberbøl har skrevet oplæsningsbogen Fortællinger om Bærfolket i et samarbejde med Den Gamle Fabrik, der producerer marmelade, og Forlaget Alvilda, der har lagt bogkundskaber til. Man kan også downloade hele bogen ganske gratis såvel i tekstform som i lydbogsformat oplæst af Sebastian Klein til Iphones, Ipads og Androidmobiler.

Jeg spekulerer lidt på, hvordan samarbejdet har været? Har Kaaberbøl været til inspirationsmøder med marmeladefabrikkens reklameafdeling? Eller har de bare sponseret bogproduktionen samt de gratis apps? Vi lader spørgsmålet skvulpe i syltetøjskrukkerne og vælger i første omgang at se på indholdet. Fortællinger om Bærfolket består af fire historier fortalt af jordbærpigen Dug. Hvert bær har sit folk, der har en karakter, der minder om bærret: Jordbærfolket er jordbundne og elsker hygge og mad. Solbærfolket er eventyrlystent og dygtige til at klatre. Brombærfolkene er vilde og prikne og utilnærmelige og så fremdeles. Bærfolkets fælles fjende er den onde skimmelheks, der bor på den anden side af floden.

Et overskueligt univers velegnet til børn i oplæsningsalderen. Historierne er rigtigt fine. De er elementært spændende, og man glider straks ind i selve universet uden vanskeligheder. Man kan mærke, at Lene Kaaberbøl ikke alene er rutineret, men også har stor respekt for børn. Anders Walters illustrationer er imidlertid for tuttenuttede. Bærfolket har ENORME øjne og hænger uhjælpeligt fast i klicheernes dynd. Det er via disse, at man bliver helt bekymret på litteraturens og kunstens vegne: Hvis virksomhedernes PR-afdelinger skal vælge ud fra laveste fællesnævner, så er det slut med kunsten, det er helt givet. Men historierne er helt klart værd at læse.

Det overskuelige univers går igen i Josefine Ottesens fjerde oplæsningsbog om Hullerikkerne fra Syvstammetræet. Ligesom bærfolket er der tale om ganske små menneskelignende væsner. Historien handler om Edith Egern, der er forsvundet. Hun havde shanghajet Egon Egerns rede i Syvstammetræet. Og nu hvor Edith er væk, vil Egon Egern have sin rede tilbage - uden de tre skrigende unger. De små Hullerikker Ella, Ask og Birk får forhandlet sig til fireogtyve timer til at finde det forsvundne hunegern. De syv centimeter høje Hullerikker får sig en barsk tur gennem den snedækkede skov. Ella, Ask og Birk må slås mod såvel vintersøvn som ræve, før det lykkes dem at finde frem til Edith. Der er absolut ikke noget oversukret ved Claus Rye Schierbecks illustrationer, selv om Hullerikkerne også er begavet med øjne store som tekopper. Men de sort-hvide kulstreger i bogen er charmerende og tilfører stemning til historien. På trods af dramatikken virker historien noget pjattet. Ottesens styrke ligger langt mere i det lydlige. Oplæsningen er præget af effektfyldte lydord og gakkede egennavne. Gymnastik for oplæsere, simpelthen.

2012-02-17

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret