Kunsten at falde i staver

Det man husker   af Haller, Bent  
336 sider. 250 kr. Lindhardt og Ringhof
Anmelder: Arguimbau, Damián

Erindringer. Bent Haller tilbyder sin dannelseshistorie og historien om et venskab i en og samme bog.

Forfatteren Bent Hallers erindringsbog, der meget passende hedder Det man husker, kan læses både som en roman om et venskabs ud-og afvikling samt som en personlig dannelsesroman. Bent Haller blev født i 1946 i udkanten af Frederikshavn med en far, der var sømand og en mor med dårlige nerver. Faren vendte dog snuden hjem og fik arbejde på værftet som maskinarbejder, da Bents lillebror blev født syv år senere: »Min far var gået i land og havde taget sin tavshed med.

Skete det, at han sagde flere sætninger efter hinanden, blev min mor endnu mere nervøs,« som Haller meget rammende skriver det. For skrive, det kan Haller: Sproget er præcist og knastørt konstaterende. »Jeg var forelsket i forelskelsen,« står der et sted i bogen, da Haller skriver om de mange skiftende kærester, han havde som ung mand, indtil han mødte sin Alice, hvem han danner par og har fået fire børn med.

Hallers familie kom fra arbejderklassen, og naturligvis skulle Haller ikke være noget ved musikken, men få sig et respektabelt arbejde ligesom sin far. Faren skaffede ham arbejde på værftet som elektrikerlærling. Sin lærlingetid tilbragte Bent i lokummerne med kedeldragten om hælene og skrev i en notesbog eller læste bøger. Dengang var det nemt at drive den af på Frederikshavns Skibsværft. Men Bent havde det med at falde i staver, altså sådan for alvor.

Da han skulle op til sin mestereksamen, glemte han helt, hvad det var, han skulle i gang med og faldt i staver foran den opgave, han skulle løse.

Han dumpede.

Centralt i fortællingen er venskabet med Uffe, som er søn af en kommandørkaptajn og introducerer Bent til Elvis. Det er første gang, at Bent overhovedet har en ven, og snart bliver han og Uffe uadskillelige. Det er lige før, at de deler kærester. Uffes hjem står i skærende kontrast til Bents eget. Hos Uffe diskuterer man livligt politik, kunst og kønsroller. Det er via samværet med Uffe, at det går op for Bent, at han må »lære at blive så dygtig som muligt til at læse og skrive, ellers ville jeg resten af mit liv være bundet til en verden, andre havde skabt.« Uffe vælger at forsøge sig som maskinarbejder på værftet, hvilket ikke går for godt. Da Uffe bliver smidt ud af livgarden for opsætsighed, begynder hans deroute for alvor at tage fart.

Uffe melder sig stort set ud af samfundet og får af sine forældre et lille hus, hvor han kan have en hundepension. Efter elektrikerfadæsen fortsætter Bent selv med livgarden med større held end Uffe og forsøger sig som maler og skulptør.

Han bor en tid hos Uffe, men de har vitterlig ingen penge og er så sultne, at de må spise af hundemaden for at beholde lidt sul på kroppen.

Men det er, da Bent møder Alice, at tingene begynder at flaske sig. Alice bliver gravid og Bent Haller begynder at undervise i at male på aftenskole. På dette tidspunkt var Haller begyndt at skrive og sende romaner til forlagene, som var flittige med afslagene. En dag viser Alice annoncen for Borgens børnebogskonkurrence til sin mand, og Bent ender med at skrive Katamaranen, som vandt prisen. Bogen blev berygtet og berømmet på én og samme tid: »Det var her, jeg opdagede, at hvis man skriver børnebøger, så bliver man ikke respekteret som forfatter, for så er man enten skolelærer eller pædagog,« som han skriver. Da Alice kommer ind i billedet begynder venskabet med Uffe at flade ud. De mødes først igen, mange år senere, efter at Uffe i årevis har undladt at svare på Bents mange breve. Det bliver et meget specielt gensyn.

Det man husker er en gribende dannelseshistorie, der ikke handler så meget om Haller som forfatter, men om hans vej dertil. Skarp og nøgtern, med den karakteristiske Halleriske tone, som med enkle sætninger formår at danne rige billeder og associationer hos læseren.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret