Børn har et helt specielt forhold til dyr. Man kan regne med dem. De tamme af slagsen i alt fald. Hvad angår de vilde dyr, ja, så er de sig selv. Så meget, at børn til tider bliver bange: Det er ikke dyret som sådan, der nødvendigvis skræmmer mest, som den fremmedartede duft af frihed og uafhængighed, de repræsenterer. I børnelitteraturen har dyrene for længst naglet deres betydning fast som repræsentanter for menneskeheden. Man ser dem i bukser og skjorter, med kasket og jakke, med rulleskøjter og på skateboards. Dyrene gør de historier, de optræder i, mere almene. Men mennesket kan i billedbøger naturligvis også interagere med dyrene og sågar gifte sig med dem. Det ser man til dels i folkeeventyr, hvor den fattige pige kan gifte sig med en bjørn, der senere heldigvis viser sig at være en fortryllet prins. Men også i nye historier kan det ske. I Manden og katten af Anne Mette Edeltoft har forfatteren taget en gammel fabel op om en ung mand, der blev så glad for sin kat, at han fik gudinden Venus til at forvandle den til en smuk, ung pige, som han så giftede sig med. Men den unge brud opførte sig stadig som en kat, og Venus lod hende derfor atter blive kat. Moralen er tydeligvis nok, at blind kærlighed altid fører til ulykke. I Anne Mette Edeltofts udgave er historien dog blevet en ganske anden. Her gifter manden sig ganske vist med katten, men på et tidspunkt indser manden, at ´det var en kat, han havde forelsket sig i. Og katte må leve livet på deres måde.´ I denne billedfortælling ender det smukt med, at manden og katten forbliver venner, men lever hver for sig - for man kan nu engang ikke lave hinandens natur om. Det er en ganske viis holdning, for selv om man er meget forskellig, kan man stadig give hinanden mangen en glæde. Mette Edeltofts illustrationer er ganske prægtige, nonchalante og stemningsfyldte, med en ekspressiv vinkling, der altid giver betragteren den mest optimale forståelse af handlingsforløbet. Det er en bog, der bestemt formår at løfte fablens tunge arv. Netop det med vinklingen er særlig aktuel i Jez Alboroughs Pas på! Brian kommer! hvor en mus advarer en frø om at bissen Brian kommer, og frøen advarer papegøjen, som advarer chimpansen, som advarer det næste dyr indtil hele junglens dyrebefolkning gemmer sig for den store, farlige bisse Brian. Brian viser sig at være et dyr, som den lille mus helt klart har god grund til at være bange for, mens de andre dyr ikke helt behøvede at have været så panikslagne. Bogen skjuler dog en overraskende pointe, der fortæller lidt om, hvor meget selvtillid kan gøre for selv en lille fyr. Og hvor meget kollektiv angst kan være med til at svække omtanken. De store, venlige illustrationer gør historien til et rigtig godt valg til aftenoplæsning. Kan oplæseren tillægge historien den rigtige gestik og dramaturgiske fortolkning, vil bogen kunne være et hit for den to-tre årige. Thomas Windings bamsehistorier er straks meget sværere at placere. De er meget naivistiske i stilen, både tekstligt og illustrationsmæssigt og deres pointe skal ses i det særlige lys, at den lille bamse og hans to forældre lever i hver deres eget lille univers. Interaktionen mellem dem foregår derfor på lidt tilfældig vis, selv om man ikke derudfra automatisk kan slutte, at de ikke har det store med hinanden at gøre. Der er noget tilstræbt filosofisk over bøgerne, som jeg ikke helt bryder mig om. Eksempelvis i Bøvs! siger den lille Bamse, hvor de to store bamser (mor og far) leder efter en nøgle i hele huset, mens den lille Bamse blot tygger videre på sin mad. Til sidst, når de to store bamser er udmattede efter at have ledt og ledt og ikke have fundet noget, bøvser den lille Bamse tilfreds. Nu er han færdig med at spise. Og så kan han godt fortælle, at nøglen er lige foran ham. I Se! siger den lille Bamse beundrer forældrene himlen ved aften og nattetide, mens den lille Bamse for sin del kæmper med at få viklet sin taske ud af et æbletræs grene. Den lille Bamse hverken ser eller forundres over nattehimmelens smukke stjerner, men er ved hjemkomsten til gengæld ret så optaget af at vise forældrene, at han har fået fat i et æble. Det er en gammel, til tider ret så nedtrådt, sandhed, at børn har en anden tidsfornemmelse og et andet livsfokus end voksne. I sine små historier med de grove, skitseagtige og farverige illustrationer, bliver denne sandhed vist i små, korte fortællinger. De skal nok underholde børnene, men det er som om den store filosofiske pointe med bøgerne ikke kommer til sin ret i disse billedbøger skrevet og illustreret af den folkekære Thomas Winding. Når børn nu er blevet en anelse større og har lært, at der er forskel på de dyr, man ser går rundt med slåbrok og hjemmesko i billedbøgerne og dem, man ser fortære en gazelle i junglen, så vil de nok begynde at spørge om en masse: Hvordan lang tid lever en løve? Hvordan lever den i det hele taget? Så er det tid til at anskaffe sig et dyreleksikon. Valget kunne falde på cd-rommen Børnenes dyreleksikon, som er indtalt af Lars Henrik-Olsen. Her finder man de 200 vigtigste dyr, med 700 forskellige fotografier, 45 videoer og mere end to timers lyd. Det er et godt produkt, der indeholder mange oplysninger. Der er klart lagt vægt på underholdningsaspektet. Der er meget stor forskel på, hvad man får at vide vedrørende de enkelte dyr, og stoffet virker udvalgt specielt med det sigte, at det skal se godt ud. Til nogle af dyrene kan man for ekstempel finde en fabel af La Fontaine i stedet for yderligere information om dyret. I andre tilfælde er der fotos, og andre gange vises der videoer. Selv om det kan lyde rimelig tilfældigt - og såmænd også er det - kan man ikke sætte en finger på underholdningsværdien. Den er stor. Cd´en egner sig godt til børn, der netop har lært at styre og forstå en computermus. Det vil sige i begyndelsen af fireårs alderen. Man kan irriteres over et par detaljer: Hvorfor kan man ikke skrue op og ned for lyden - bortset fra direkte på højttalerne? Hvorfor tvinges man til at se alle videoer og fotos i 256 farver, når de oprindelige filer ligger på cd´en i en bedre farvegengivelse? Det er blot banale ting, som man bør have været opmærksomme på ved den danske versionering, men selvfølgelig ligger hovedansvaret på den franske udvikler, Hachette. På trods af disse irriterende detaljer fremstår Børnenes dyreleksikon som et godt, solidt leksikon, som børn vil bruge timevis på. Det er meget nemt at betjene, det er nærmest umuligt at fare vild i og gemmer på overraskelser de besynderligste steder. Men sådan er det jo gerne med vilde dyr - de er ikke sådan at tæmme.

1997-04-11

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret