Jules Verne stiller naturligt spørgmålet: Hvad er en litterær klassiker?

En verdensomsejling under havet   af Verne, Jules  
Oversat af Else Schiøler. 194 sider. 99,95 kroner. Gad.

”En verdensomsejling under havet” formår stadig at skabe billeder og følelser i en moderne verden

I Gads serie for de yngste læsere, ”Gads lette klassikere”, finder man også Vernes ”En verdensomsejling under havet” fra 1870. Teknologien, som Vernes beskrev, var langt forud for sin tid, og historien blev en øjeblikkelig succes. Romanen handler om kaptajn Nemos mystiske ubåd, Nautilus, som den omgivende verden tror er et farligt søuhyre. Et skib tager af sted for at gøre det af med søuhyret, idet den repræsenterer en fare for almindelige skibe. På togtet deltager blandt andre marinebiologen, professor Pierre Aronnax, som er bogens fortæller, hans trofaste tjener, Conseil, samt hvalfangeren Ned Land.

Det lykkes skibet at få øje på søuhyret, og under en kamp med denne bliver professoren, hans tjener samt hvalfangeren taget til fange af kaptajn Nemo. Her må de tilbringe de næste måneder i fangenskab, og Nemo gør det klart, at de aldrig vil få lov til at forlade ubåden. Man forstår, at Kaptajn Nemo tidligere har haft kone og børn, men at de er blevet dræbt i en krig, som kaptajnen aldrig er kommet sig over. Til sidst i romanen bliver Nautilus angrebet af et krigsskib fra det land, der er skyld i Nemos ulykke. Uden tøven hævner Nemo sig på skibet ved at sænke det og dræbe alle mand om bord. Senere, da ubåden sejler videre, kommer den ind i den frygtede malstrøm ved den islandske kyst, delvist fordi Nemo nu er sunket ind i en depression og ikke har styringen mere. Her lykkes det på mirakuløs vis de tre fanger at flygte, mens ubådens skæbne forbliver uvis.

Professor Arronax og hans tjener Conseil bliver i ”En verdensomsejling under havet” aldrig helt levende, måske fordi Arronax, der er fortælleren, skal være tilpas nøgtern, så det tekniske kan få den plads, Vernes synes, det fortjener. Kaptajn Nemo forbliver i romanen en gåde: Logisk nok, for på latin betyder Nemo netop ”ingen”. Det er en pointe i bogen, at Kaptajn Nemo sejler alene rundt med sit mandskab og har frasagt sig enhver kontakt med civilisationen: ”En mand, som har revet sig løs fra verden og menneskene”, som han selv siger. Man finder aldrig ud af, hvilken nationalitet han har, eller på hvilket sprog han taler med sit loyale mandskab. Nemos had mod den verden, der ligger over havoverfladen, bliver tydelig, da han i slutningen af romanen sænker skibet, der forgæves forsøger at tilintetgøre ubåden.

Vernes roman skifter mellem hans fascination af de teknologiske muligheder for at skabe en elektrisk ubåd, hans betagelse af livet under de store have og så fortællingen om Kaptajn Nemo og de tre fanger.

Serien – og bogen – stiller naturligt spørgsmålet om, hvad en litterær klassiker er. Og er der en forskel på, hvad en børnebogsklassiker er i forhold til en klassiker henvendt til en voksen læser? Grænsen mellem de to er ikke helt så fast, som man gerne gør det til. Jules Vernes ”En verdensomsejling under havet” var oprindeligt ikke tiltænkt børn, og det samme kan man sige om en række af de øvrige klassikere, som børn i dag læser. Det gælder Defoes ”Robinson Crusoe” og ”Gullivers rejser”, Scotts ”Ivanhoe”, Dumas’ ”De tre musketerer”, Dickens’ ”David Copperfield”, Mark Twains ”Tom Sawyers eventyr” og en hel del flere. Og en del børnebogsklassikere, som for eksempel Saint-Exupérys ”Den lille prins”, er værker, som også læses af voksne.

Der findes ikke en håndfast definition af en litterær klassiker. Kendetegnene ved klassikere er, at de ofte læses og genlæses over flere århundreder. Mange af Æsops fabler er lige så friske i dag, som de var, da de blev fortalt 600 år før Kristi fødsel. Også de var i øvrigt næppe tiltænkt børn alene til at starte med. Shakespeares ”Hamlet” opføres i dag, selvom skuespillet blev skrevet for 400 år siden. Det er i begge tilfælde værker, som rammer ind i almenmenneskelige følelser, men som også er blevet standardværker, som man henviser til og forventer, at folk dannelsesmæssigt er bekendte med. De bliver en del af det, som nogle kalder vores kollektive ubevidste, og som andre vil kalde vores fælles arv.

Via klassikere kan man følge kulturens udvikling idémæssigt og formmæssigt på tværs af tidsaldre og kulturer og derved opnå et en større forståelse for sammenhænge og for, hvordan mennesket har udviklet sig hen over århundrederne i tanke og skrift. Det er derfor en dannelsesgave, når man som ung læser får serveret klassikere i løbet af sin opvækst. Ganske vist er de forkortet, men da de underliggende strukturer i klassikerne er så prægnante, går det an at forkorte eller sågar gendigte dem. Tænk blot på Iliaden og Odysseen, som i dag oftest læses i prosa, selvom de oprindeligt er skrevet på vers. ”En verdensomsejling under havet” har bibeholdt sin fascinationskraft, selvom det i dag næppe anses for at være noget absolut særligt at sejle med en ubåd. Den er elementært spændende og fortsat tilstrækkelig gådefuld til at kunne fænge dagens unge og kritiske læsere.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret