Smuk og følsom fortælling af Merete Pryds Helle

Min øjesten   af Helle, Merete Pryds  
48 sidder. 198,75 kr. Dansklærerforeningen
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Jensen, Helle Vibeke

”Min øjesten” er en utrolig vellykket og helstøbt bog, som man nyder at gå på opdagelse i, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.

Merete Pryds Helle er en alsidig forfatter, der ud over at skrive stærke romaner for voksne også har skrevet digte, krimier (blandt andet under pseudonymet Liv Mørk), børnebøger og en lang række interaktive sms-romaner og andre fortællinger, som er udkommet som app’er.

”Min øjesten” er en utrolig smuk og følsom børnebog om en ung pige og hendes familie. Bogen indgår i Dansklærerforeningens ”Billed-roman”-serie, som henvender sig til eleverne i 3.-7. klasse. I fortællingen driver Pryds Helle handlingen frem via en slags associationsrække. Som læser dykker man straks ned i historien og lader sig blive ført og ikke mindst rørt undervejs. Bogen starter således: ”Min søster har et glasøje. Hun får hele tiden skiftet det ud, for farven i glasøjet passer ikke til det andet øje.” I næste afsnit kan vi læse, at ”farven i det levende øje skifter mellem gulbrunt, kaffebrunt, tigerøjebrunt, musebrunt, lortebrunt. Mor siger, at det er, fordi farverne altid skifter i det levende, at man aldrig kan holde fast i noget som helst.”

Hurtigt derefter hører vi om faderen, der siger, at det ikke er fortællerens skyld, at søsteren har et glasøje. ”Men han siger også, at det ikke er hans skyld, at mor er flyttet hjem til min storesøster Jasmin, der bor på kollegie. Og det tror jeg, er forkert.” Faderen har ikke kunnet holde fast på moderen, det er pigen stensikker på.

At få Helle Vibeke Jensen til at illustrere bogen er lidt af en genistreg, for også hun bruger en metode, hvor en subtil forbindelse binder de enkelte opslag til hinanden og til historien. Hendes illustrationer er grafisk stærke og fremtræder som suggestive flader med enkelte genkendelige elementer. De består både af tegnede elementer og forskellige materialer, der er klippet sammen i et mønster. Der er ting i billederne, der er skarpe, andre uskarpe, og mønstrene har så mange detaljer, at man oplever en vis hypnotisk fascination, der giver klangrum til romanens smukke sprog.

Helle Vibeke Jensen vandt Kulturministeriets Illustratorpris i 2004 for bogen ”Hør her stær”, men er også en af de få danske illustratorer, der har udgivet ordløse billedbøger. På billedfladen er øjet ofte afbildet som en blanding mellem en diamant og en man- dala. Sidstnævnte er et hinduistisk og buddhistisk symbol for universet. At tegne en mandala giver efter sigende en indre ro og kan opfattes som en meditationsform. Det billede passer godt til historien, for pigen kæmper med at genvinde sin indre ro midt i en vanskelig periode. Hun har et lyst sind, men er tynget af skyld over, at det var hendes cykelstyrt, der kostede søsteren øjet. Samtidig savner hun også sin mor, der jo er flyttet fra faderen og ind i søsterens kollegieværelse.

Det at se spiller en stor rolle i fortællingen. Søsteren virker ikke ked af sit glasøje og bruger hulrummet til at komme for eksempel en sten (og dermed en øjesten) i, eller også er det månen, som pigerne om natten kan lege er i hendes øje.

I børnelogik så giver det mening, at når man kan udskifte sit øje, så ser man tingene helt anderledes. Hvis farverne altid skifter i det levende øje, må perspektivet også skifte, og så må det være muligt at få faderen og moderen til se anderledes på tingene igen.

”Min øjesten” er i det hele taget en utrolig vellykket og helstøbt bog, som man nyder at gå på opdagelse i.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret