Kulturanalyse: Faderkærlighed

Publiceret i Weekendavisen

Om kulturelt betingede forældreforbilleder og modbilleder.

Forleden sad mine børn og så Disneys Mulan-film. For 117. gang kom jeg til at tænke på, hvor meget faderfiguren betyder i amerikansk kultur. I Mulan er det for at redde faren, at Mulan melder sig til militær tjeneste. Det er at gøre ham ære og stolt, som betyder noget. Højdepunktet i dramaet er, da faren omfavner sin datter efter at have kastet alle hædersbevisninger fra kejseren bort. Selv i en så uskyldig tegnefilm som Bambi, hvor faren, den sjuft, ikke rigtig ses andet end et par gange, higer Bambi efter at overtage faderens rolle og således gøre ham ære.

I Aristocats er det hankatten, der redder situationen, og det er også ham, som killingerne ser helt vildt op til. I Disneys udgave af Den Lille Havfrue, dette H.C. Andersenske drama, har amerikanerne meget umotiveret blandet faren ind i hele historien. Han skal være stolt af sin datter, før vi kan blive helt færdige med historien. Løvernes Konge er også et stjerneeksempel på, hvor meget faderfiguren betyder, selv om man retfærdigvis skal sige, at Shakespeare har leveret store dele af handlingen. Eller tag Herkules, hvis knokleri vel næppe i græsk sammenhæng hænger så nøje sammen med at skulle leve op til faderens forventninger.

I bøgernes verden har for eksempel Spiderwick-bøgerne, hvor et af klimakspunkterne i slutningen af historien er, da den gamle datter bliver lille igen og kan genforenes med sin far, Arthur Spiderwick. Tag også sådan en klassiker som Dr. Seuss Horton og Støvfolket, hvor et af historiens omdrejningspunkter igen er drengen, der ikke vil anerkende sin far, som den autoritet han er. Først da de to forenes, reddes deres lille støvverden.

Ieuropæisk litteratur er det enten moderen, der betyder utrolig meget, begge forældre, eller også er det op til barnet selv. Det er sjældent, at faderen er forbilledet. Tænk på Harry Potter, som fik så meget kærlighed af sin mor, at denne skærmede ham mod Voldemort. Hos Potter finder vi også arketypen »den gamle vismand« i skikkelse af Dumbledore, der delvis træder ind i stedet for faderfiguren. Hos Pippi Langstrømpe er moderen død, og faderen er negerkonge på en tropisk ø. Først flere bøger senere møder vi Pippis far i kød og blod, og det er skam ikke, fordi Pippi specielt har travlt med at få anerkendelse af sin far. Den har hun helt naturligt i forvejen.

I de danske Silas-bøger optræder slet ingen forældre, men morsomt er det, at Silas selv bliver til en slags faderfigur i løbet af seriens sidste bind. I Danmark er der næsten tradition for anarkister som Jungledyret Hugo, som i hvert fald ikke har brug for forældre, og for de lidt ældre kan læsere få fat i Henrik Einspors krimier om Dykker-detektiverne, som er to brødre, der formår at lave rav i den, og hvis forældre er døde. Ole Lund Kirkegaards bøger om for eksempel Gummi Tarzan er et andet trend, hvor forældre, selv om de er der, nærmest er i opposition. Hyppigere end andre steder dukker der i europæisk tradition faderskikkelser som for eksempel Merlin i Whites historier om Kong Arthur, Aslan i C.S. Lewis´ Narnia-krønikker eller Gandalf hos Tolkien. Men generelt er billedet af forældreforbilleder meget mere broget i europæisk tradition.

Prøv at læg mærke til, hvor meget konflikten mellem far og søn eller datter betyder for handlingen i amerikanske film og bøger. Jeg får helt kvalme af det. Forudsigeligheden er så stor, at jeg ofte kan nøjes med at se tre et halvt minut af en film eller læse de første 10 sider af en amerikansk bog. Så kender jeg resten af handlingen og den mest sandsynlige udgang på filmen eller bogen. Der er gudskelov lysende undtagelser i Disney universet, hvor faderfiguren ikke i den grad betyder så meget: Fantasia, Lilo og Stich eller Kim Possible.

Hvilken betydning det har for samfundet, ved jeg ikke, om jeg tør konkludere på. Jeg kan lidt groft tænke, at den amerikanske cowboykultur har givet grobund for et mandeideal, der passer til den som afspejles i børnebøgerne. Og i europæiske rammer er det vel primært filosoffen Rousseau, der giver os forståelsen af et autentisk og kompetent barn, som man skal værne om. Kærligheden har været der, uanset om barnet levede op til forventningerne eller ej.

Så har det borgerlige samfund ganske vist sideløbende tugtet de uskyldige børn for at sikre sig, at de bidrog til samfundets produktionsapparat. Men udgangspunktet er klart nok, at børn skal kunne selv. Børnene behøver ikke at hige efter faderens anerkendelse, han har typisk travlt andetsteds med at producere. Til gengæld er moderens kærlighed vigtig i europæisk kultur, og det er den, som mange litterære værker omhandler. Man behøver blot at tænke på en klassiker som Prousts På sporet af den tabte tid, der er en lang kærlighedserklæring til moren.

Samme værk kan man ikke forestille sig skrevet i amerikansk kultur. Det havde været for blødsødent. Næh, der kan man i stedet finde sådan noget som den civile ulydigheds fader, Henry David Thoreau, der i sit mest kendte værk, Walden, beskriver, hvordan man bedst og mest beskedent klarer sig selv uden hjælp udefra. Måske kommer amerikanere fra Mars og europæere fra Venus.