Peter Mortensen Junior er lidt ensom. Godt nok er han lille og siger ikke meget, men det er nu ikke derfor. Det er fordi han er ene dreng i en verden, der er domineret af piger. Handlingen i Bent Hallers nye bog, Mig littel ponni, er nemlig henlagt i en ponystald, hvor alle de håbefulde otte-årige piger lærer at ride og drømmer om at have deres egen hest. Selv om Bent Haller tager afstand fra de triviallitterære hestebøger for piger ved at gøre grin med en fiktiv serie ved navn Prinsessen på rideskole, er der ikke den store forskel på hans første fire-fem kapitler og bemeldte trivi-serier. Med Peter Mortensen Juniors opdukken i historien skaber forfatteren en forventning om at det måske er den omvendte kønskamp, der nu skal behandles, men skuffelsen indfinder sig snart. For kort efter holder fortælleren op med at se verden gennem børnenes øjne og går på visit i den gennem ponyernes. Det kan til gengæld også vise sig at være spændende nok. Når hestene endelig er alene, taler de sammen om de dumme piger og hvad de nu ellers har af sladder. Ponyerne har lidt svært ved at tale sammen, fordi de ikke kender så mange ord. Til gengæld kan de en masse talemåder, som de ikke helt ved, hvad betyder. Hvor de kender dem fra, ved hverken fortælleren, læseren eller ponyerne. Når mørket daler ned over jorden, venter ponyerne andagtsfuldt på at den store lysende stjerne, Enhjørningen, skal indfinde sig. Det er deres lykkestjerne. Ponyen Bridge har af sin mor fået at vide, at Enhjørningen betyder frihed, og så går der ikke lang tid før alle hestene hurtigt får besluttet sig til at flygte fra stalden. Hu hej vilde dyr så er alle ponyerne uden for stalden - fuldblodshestene ser til med forundring, men de har bestemt ikke lyst til at gå med, for de skal til konkurrence dagen efter. Bridge bliver anfører på grund af sin lidt finere afstamning, og alle følger dens ordrer undtagen den mindste hest, Shitland, som alle betragter som lidt dum og stædig. Shitland gør, hvad den altid har gjort: Det, den selv synes, er rigtigst. Det viser sig imidlertid hurtigt, at Shitland både har en intelligens og nogle instinkter der overgår de andres. Efter at først Bridge, og dernæst Bingo må afgive lederrollen, bliver den modvillige Shitland derfor overtalt til at blive flokkens anfører. På grund af forskellige omstændigheder lykkes det dem at undslippe menneskerne og de ender så på en strand, hvor de endelig kan være frie. Men hvad skal de bruge al den frihed til? Maden er dårlig og klimaet ligeså. Den efterfølgende afslutning er ikke specielt overraskende, omend Peter Mortensen Juniors reaktion på Shitlands forsvinden unægtelig virker lidt usympatisk: ´En hest var vel bare en hest, når det kom til stykket.´ Ikke mindst når man ellers har fået præsenteret Peter Mortensen Junior som en sympatisk og lidt mere tænksom person end pigerne. Der er en del, der ikke hænger sammen i Bent Hallers nye roman. Det kan hænde, at det er fordi at det er den tredje, han udgiver i løbet af kun otte måneder. Det er snyd, når forfatteren først postulerer en trivi-roman, og senere udvikler den til at være en lidt hjælpeløs diskussion om frihed. Bedre bliver det ikke af, at diskussionen foregår via ponyers noget begrænsede forstand samt erfaringsgrundlag. Frihedsbilledet bliver herudover - under behørig poetisk dække - til dels serveret som en romantiseret metafysisk størrelse, der ligger ud over, hvad man kan forlange af livet, hvilket er problematisk. De sproglige finurligheder, såvel hos ponyerne som ved titlen virker meget krukkede, og personer og krikker bliver sjældent andet end klichéer. Det er synd, at Bent Haller ikke valgte side: enten at lave en hestebog for piger, eller også at skrive en historie om nogle heste og hvordan de greb og forvaltede friheden. Der er ingen tvivl om, at han sagtens ville kunne klare begge dele, men at blande de to historier sammen er noget rod.

1994-03-18

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret