Inden skriften fik overtaget gik historierne fra mund til mund. Man brugte eventyr, professionelle fortællere, omrejsende gøglere og viser for at få et indblik i, hvad der skete rundt omkring i verden og for at huske, hvordan deres landsby var blevet til og hvem, der havde præget egnen via sin flittighed eller personlighed. De ældste i familien fortalte de yngste hvordan tingene havde været før i tiden. Alle mennesker havde en baggrund og en historie, som de kunne genfortælle, og som gav dem en fornemmelse af at høre til. Gøglernes, fortællernes og bedsteforældrenes historier var selvfølgelig rent subjektive fortællinger, som mestendels handlede om det nære: Familien, landsbyen eller egnen. Uden at forfalde til nostalgi kan man i dag konstatere, at børn ikke ved nær så meget om deres omgivelsers historie som tidligere. Til gengæld er de overraskende godt orienterede om hvad der sker i USA, Kina, Tjetjenien og andre steder rundt om i verden.

Det er derfor helt rigtigt tænkt af Gyldendal at udgive en Børnenes Danmarkshistorie i fire bind, der starter i Danmarks istid og 256 sider senere når frem til vor tid. Til at løse denne opgave har man valgt den myreflittige Nils Hartmann, der også forestod arbejdet med Gyldendals Store Børneleksikon. Nils Hartmann er uddannet lærer og har skrevet en stribe bøger for børn, især af historisk karakter. Til hvert af de fire bind har forlaget ladet nogle af vores dygtigste illustratorer give ekstra liv til fortælllingen om hvordan Danmark blev til.

Man kan med en vis ret sige, at Hartmann har valgt at sætte sig i bedsteforældrenes sted: Ved kaminen en sen aften, hvor han vil fortælle en historie inden børnene skal sove. Der er derfor noget i den måde Danmarkshistorien fortælles på, der gør historien nærværende. Når Hartman skriver om årene omkring 1100 kan man blandt andet læse følgende ´Folk har fået noget at spekulere på. Præsten siger, at gode gerninger er meget vigtige. Ellers ved man ikke, hvordan det vil gå efter døden. Sjælen kan komme både i himlen og i helvede. Han siger også, at de skal til at betale til kirken, og at de bliver nødt til at bygge en ny kirke af sten, for den gamle af træ duer ikke mere.´ Samtidig med denne tekst kan man på Brøggers illustrationer se trækirken og bønderne, der går ud af kirken, med kommentarer som: ´Det bliver dyrt med den nye tro,´ eller ´Tor er stærkere,´ som en gammel mand siger, mens en kone svarer ´Men Jesus kan gå på vandet.´ Alt imens kommer storpolitikken ind via soldater, der stopper nogle af bønderne ved kirken og beder dem om at stille krigere så Kong Knud kan erobre England. Hverken soldater eller bønder kan jo på det tidspunkt vide, at Kong Knud har andet at tage sig til, for han er flygtet til Odense.

På den måde formår illustrationer og tekst at understøtte hinanden på forbilledlig vis og man kan fornemme, at såvel illustratorerne som forfatteren har haft det ganske sjovt undervejs. Børnenes Danmarkshistorie er i høj grad folkets historie. Den fortæller primært om almindelige menneskers levevilkår og nævner kun kongerne en passant, som her: ´Danskerne er ikke enige, men de er på vej ind i den Europæiske Union. Og Margrethe 2. bliver dronning i Danmark.´ Der er også lagt stor vægt på at fortælle om, hvordan børnene har det: ´Drengen her er stået tidligt op, for latin-skolen begynder klokken seks om morgenen. Han går i skole og lære at læse og skrive latin. Han kan allerede Fadervor og de ti bud og Luthers Katekismus udenad. Om et par år kan han læse latinske og græske forfattere.´ Det skal da i alt fald nok kunne sætte den nuværende danske skole i perspektiv.

Det er næppe sandsynligt, at børnene vil få lært kongerækken udenad ved at få læst - eller selv at læse - Nils Hartmanns fremstilling af Danmarkshistorien. Til gengæld er der ingen tvivl om, at de vil få en fornemmelse af, at de tilhører et land og et folk, der har en historie, der går enddog særdeles langt tilbage i tiden, samtidig med, at de vil kunne sætte deres nuværende levestandard i perspektiv - ikke mindst takket være Lillan Brøggers, Charlotte Clantes, Palle Bregnhøis og Kirsten Raagaards billeder. For selv om Nils Hartmann karakteriserer vor tid med ordene: ´Alting skal gå hurtigere og hurtigere. Der er stordrift og tempo overalt. Det nye vigtige ord hedder vækst,´ så kan man forvente, at der via Børnenes Danmarkshistorie vil være lejlighed til lidt eftertanke.

Der er dog altid nemmere at forholde sig til fortiden end det er til nutiden: ´Det moderne liv er ikke let, og der er mange andre bekymringer. De hedder forurening, atomtrussel, overforbrug, hjertesygdomme, stress...´ Man kan mærke, at forfatteren er foruroliget over sin samtid, at problemerne pludselig ikke er til at overskue, og derfor heller ikke til at forklare. Samfundet har sin egen logik, og advarslerne om nutiden slutter da også med en ´bare danskerne kan følge med!´ Det sidste bind i Danmarkshistorien slutter med denne remse, der et eller andet sted ikke passer så godt ind i det, som man netop har siddet og læst om sin samtid: ´Hvordan det end går så slutter bogen her, men historien fortsætter. Du er selv med til at skabe den.´ Hvordan skal man selv være med til skabe fremtiden, når tingene er blevet så svære at overskue? Det er noget af et ansvar at få på sig; et ansvar, hvis sandhedsværdi kan siges at være en anelse relativ. Uanset dette kan man i alt fald sige, at Nils Hartmann har gjort sit til at værktøjet til at begynde at forstå hvordan dagens Danmark hænger sammen, er til stede.

1996-06-07

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret