Elvis bor i Sæby
310 s, 158 kr. Klim
Anmelder: Arguimbau, Damián
Oversat af Lene Gulløv. 259 s, 245 kr. Klim
Anmelder: Arguimbau, Damián
I Elvis Lever og går på bistanden i Sæby bliver Sæby invaderet af Elvis-lignende mennesker. Nogle taler russisk, andre engelsk - men der er i alt fald ingen af dem, som hører hjemme i Sæby. Lidt mærkeligt er det også, at plasticfigurer af Elvis bevæger sig rundt, og at legetøjsbiler i overstørrelse viser sig at kunne køre med god fart på de sæbyske veje. Udfaldsvejene er der dog ingen, der kan køre på. For befolkningen opdager snart, at de er spærret inde i deres hjemby. Det varer heller ikke længe, før de finder ud af, at det skyldes nogle insektagtige væsner fra det ydre rum. Alle disse besynderlige begivenheder udspiller sig omkring Kristian, der i og for sig har nok i sine forsøg på at forføre Donna.
Men takket være Michael Toubro kan vi i Weekendavisen afsløre Elvis´ sande adresse i alle disse år, hvor man har troet ham død: Han har været fanget hos disse insektagtige rumfolk. Nu bor han altså i Sæby - som altså godt nok ikke ligger dér, hvor Sæby plejer at ligge. At han går på bistand vil vi dog betvivle, for i Elvis´ lommer bor der adskillige gode smykker, der hver især er lige så meget værd som en landrover.
Det lyder ikke, som om der hverken er hoved eller hale i Michael Toubros historie. Der er der sådan set heller ikke, selv om han ihærdigt prøver at få det til at hænge sammen. Det er en crazy historie, der hugger lidt fra det internationale science fiction miljø og blander det med en god portion dansk provinsroman. Resultatet er såmænd sjovt nok - lidt for sjovt til at det nogensinde når at gribe læseren.
Romanen slutter uforløst og efterlader sig et hybridnet med løse kabler, der burde være blevet forbundet til den undrende læser. Det ville have været spændende, hvis forfatteren havde droppet halvdelen af sine indfald og arbejdet seriøst med resten.
Anderledes helstøbt er den New Zealandske Sherryl Jordans Ildens Vinter. Der er ikke så mange sjove indfald i hendes fantasyroman, men hun har haft én idé og forfulgt indtil det sidste. Sherryl Jordans romandebut var i 1990 med romanen Rocco. Både den og hendes efterfølgende Juniper Spillet fik New Zealands årlige pris for den bedste børne- og ungdomsbog.
Det, der i høj grad kendetegner Sherryl Jordans romaner er hendes omsorg for persontegningen. Det eneste man måske kunne indvende var, at hun kunne lære lidt af Michael Toubros vanvid, og omvendt kunne han lære en del af hendes konsekvens og sans for at gøre et tankens univers nærværende.
I Ildens Vinter møder vi Elsha, der som alle Undertrykte arbejder i minerne, hvor de livsvigtige ildsten bliver hentet. Ildstenene giver varme til de Udvalgte, herremændene, der har fuld rådighedsret over de Undertrykte. Den øverste blandt de Udvalgte er Ildherren, som er i stand til at sanse ildsten og dermed vide, hvor minerne skal anlægges. Noget andet, der adskiller Ildherren fra andre er, at han drømmer. Det er netop en af disse drømme, der i begyndelsen af romanen peger på Elsha som hans kommende tjenerinde. Noget, der selvsagt ikke huer de Udvalgte. Ildherren er imidlertid anderledes - han ved noget om de Undertrykte, der med ét slag kunne ændre verden.
Elshas drøm er at frelse de Undertrykte fra den armod, de er tvunget til at leve i, og selv om hendes ønske virker vanvittigt, hendes situation taget i betragtning, er der meget, der tyder på, at hun er i stand til det. Endnu farligere bliver livet for hende den dag hun opdager, at hun kan sanse ildsten.
Sherryl Jordan skrev romanen da hun fik at vide, at hun havde fået RSI - skader af at bruge PC´ens mus - og muligvis aldrig ville kunne skrive igen. Den intensitet, som hun har oplevet i kampen mod den kroniske sygdom, har hun til fulde fået med i Elshas færd gennem riget sammen med Ildherren. Lene Gulløv har formået at overføre denne intensitet i en god oversættelse. Det er i høj grad denne stemning af kampen mod brændende uretfærdighed og den konsekvens, hvormed ideen gennemføres, der løfter Sherryl Jordans historie et pænt stykke over dyngerne af heltesagn i fantasyromanernes magasin.
1994-05-27
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret