Der er zapperkultur og neonlys i teksten, for ingen af hovedpersonerne kan fastholde en sekvens i deres liv uden i bedste Joyceske stil at standse op og associere ud i det blå, til tider ovenikøbet synkront med hinanden, så læseren selv på det nærmeste taber tråden undervejs. Liv, løgn & paradokser er en hypermoderne roman, en krimi, der er frivilligt komisk, om det at leve evigt og om det at elske én, der er tyve år yngre eller ældre end en selv. Det handler om libidoen, der vækkes trods al fornuft, og om umulig kærlighed, der er gengældt. Romanen er en slags fortsættelse af Stephanie, omend det ikke er strengt nødvendigt at have læst denne for at få glæde af vanviddet i Liv, løgn & paradokser. Hovedpersonen er privatdetektiven Theodor Bach, der er i 40´erne, med en endnu uforløst kærlighed til den knapt myndige Stephanie. Han rodes ind i et mysterie der handler om en vis Veronika Lejkenius, hvis person vi fik beskrevet i citatet ovenfor. Hun bliver tilsyneladende myrdet efter at have tilbragt en hed nat med den snart syttenårige ikke-længere-jomfru Philip Palm. Det er netop denne Philip, der kontakter Theodor Bach for at få opklaret, hvorfor mordet er sket. Og det viser sig, at en vis forsker ved navn Walter Douglas Ypcis-Barskskog måske har isoleret - og pacificeret - det gen, der ælder kroppen. Veronika Lejkenius var ikke i trediverne, men muligvis ældre, måske i 50´erne. Hun var forskerens første - og indtil videre eneste - forsøgskanin. Formlen til miraklet er dog nu i besiddelse af en gruppe kaldet The Trust, som kun vil give en antidosis mod alderdom til de højestbydende.

Perspektiverne er legio, men sikkert er det, at der går en klap ned for den sløsede og fordrukne Theodor Bach, da han opdager muligheden af, at hans krops aldringsmekanismer kan bremses. Så kunne han jo vente til Stephanie fik en passende alder, og så standse hendes krops forfald. Kærligheden ville da blive mindre umulig, og i alt fald mindre ugleset.

Danielsson er en forfatter, der ikke nægter sig noget. Han roder - med vilje - rundt i kronologien. Han parafraserer kultfilm og gør grin med reklamer. Han henvender sig som fortæller direkte til læseren, så der bliver plads til små, indlagte essays, der handler om livet og døden og alle de paradokser, man er nødt til at finde sig i at leve iblandt. Men også selve romanen kommenteres: ´Desværre er dette fjortende kapitel besværligt, fordi det på en overbevisende måde skal: 1) forklare indholdet i Veronica Lejkenius´ 368 sider tykke bog. 2) og desuden formidle, hvad det medfører for Theodor Bach. Og det er ikke så lidt.´ Der er også plads til bibelske citater, et enkelt, sjofelt kapitel kun for voksne, og diskussioner om film som Blade Runner, Brazil samt hyppige henvisninger til Rimbauds En tid i helvede.

Bag de flimrende billeder, læseren præsenteres for og under neonreklamernes slørede, farverige regnbueverden, gemmer der sig ikke desto mindre en alvorlig historie, hvis hovedformål er at fortælle om menneskets grundvilkår og som endvidere binder tykke reb mellem generationerne. Det gør Danielsson ved at eksponere de momentvise synkrone tankespor, som unddrager sig tid, sted og alder. Der er liv, engagement, vitalitet og filosofi gemt i en forbavsende useriøs, usentimental, spændende og labyrintisk krimi, der fremfor alt hylder livet i al dets mangfoldighed og paradokser.