Når man virkelig vil romantisere fortiden, dukker billedet af bedste- eller oldefar op. En gammel gubbe med hvidt skæg og rynker over hele sit smilende ansigt. Tænderne er lidt gullige og slidte, ikke mindst takket være mange års piberygning. For at fuldende billedet skal vi så have barnebarnet på hans skød, og tænder vi også for lyden, så kan vi høre ham fortælle historier fra sin barndom.

Men når flergenerationsfamilien er en undtagelse fra reglen, og besøg hos bedstefaren typisk foregår lidt for stresset til, at der er plads til historiefortælling, så kan man i stedet gribe til Morfars bog, som den socialdemokratiske børneradiostjerne, Jimmy Stahr, har begået. Jimmy Stahr kan det der med at få børn til at føle sig godt tilpas, hans knæ føles slet ikke spidse, og hans historier er korte, morsomme og med en god pointe. Morfars bog består af små fortællinger fra Jimmy Stahrs barndom i 40´ernes Nørrebro. I bogen kan man læse om Onkel Valdes kolonihavehus, der brasede sammen, da Jimmys venner, Flemming og Dennis kørte ind i den. Man kan fornøjes over historien om Ejnar, der under den årlige sommeruddeling af tøj til fattige børn i skolens gymnastiksal faldt besvimet om: ´Et par af damerne strøg med det samme hen til ham for at hjælpe. Det var tydeligt at Ejnar skulle have luft, så de begyndte at knappe hans jakke op, og skjorten og den næste skjorte og den næste og så en undertrøje og endnu en undertrøje. Og sådan blev det ved.´ Til læseren oplyser forfatteren, at Ejnar havde været iklædt hele to vindjakker, tre skjorter, fire undertrøjer, to par underbukser, tre par sokker og to huer! Intet under, at han fik hedeslag. Jimmy Stahr fortæller godt. Det er ægte dansk hygge, iblandet en god portion selvironi og galgenhumor. Gunnar Breidings omslag er ikke helt så vellykket, men det skal man ikke lade sig skræmme af, for de sort/hvide illustrationer i selve bogen er meget vellykkede og fulde af liv. Man bør ikke snyde sine børn for historierne - de giver perspektiv og forståelse for, hvordan verden engang har set ud.

Bent Jørgensen er også en rigtig bedstefar. Den tidligere zoodirektør, der nu er bosat på Bornholm har ikke helt sluppet dyrene, og i billedbogen Dyrenes kæmper, som er mesterligt illustreret af Birde Poulsen, fortæller han i en lidt kauserende og munter tone om nogle af de største og højeste dyr. Foruden blåhvalen er der afsnit om elefanten, giraffen, isbjørnen, strudsen og nogle stykker til. Som Jimmy Stahr er Bent Jørgensen en mesterlig fortæller, der formår at sætte de ting, han fortæller om, i det rigtige perspektiv. Blandt andet gik det for første gang op for mig, at det er løgn, det dér med at strudsen stikker hovedet ned i jorden, når det skal gemme sig. Hør selv: ´Så dum er den selvfølgelig ikke. Den har en mere fornuftig måde at gøre sig usynlig på. Når en struds er bange for, at der bliver lagt mærke til den, lægger den sig helt udstrakt med halsen hen langs jorden. Og i alt fald hun-strudsen, der er grå, falder helt sammen med den grå jord. Det er, som om den forsvinder lige for øjnene af sin fjende. Det er nok det, der ligger bag skrønen om, at den skulle stikke hovedet i sandet.´ Birde Poulsens illustrationer er med til at gøre billedbogen til en oplevelse i særklasse. Selv isbjørnen, som vi netop har fået at vide er verdens største rovdyr, ser så venlig ud at man ikke ville tænke sig om to gange, før man gik hen for at klappe den. Pigerne vil dog nok ikke være helt så glade for illustrationen af verdens største edderkop - den ser farlig ud. Så hvis ikke man har noget imod at blive frataget sin uvidenhed om strudsens og andre dyrs levevis, så er Dyrenes kæmper lige sagen.

Nordmanden Erlend Loe er slet ikke nogen bedstefar, sådan rigtigt. Men han er god til røverhistorier. Han vil være kendt fra den skøre oplæsningsbog Fisken (anmeldt 9/6-95) om truckfører Kurt og hans familie, som får foræret en kæmpestor død fisk, som de anvender som kombineret transportmiddel og madpakke i deres rejse rundt om jorden. I sin nyeste bog, Kurt blir grusom, er forfatteren knapt så original som i sin første bog. Kurt kunne godt tænke sig at være rig, og heldigvis redder han en sømand, som giver ham en diamant, der er mange millioner værd. Inden længe har Kurt glemt hvordan man er sød og rar og vil gerne være statsminister. Det ender godt altsammen, også selv om Kurt ikke bliver statsminister, og undervejs får børn oplevet, at søde mennesker godt kan være grusomme indimellem, men at de bliver gode igen på et tidspunkt. At magt og penge kan korrumpere er ikke nogen ny historie, og generelt kan man måske savne den uforudsigelighed og det vanvid, man kunne finde i Loes første bog. Men ikke desto mindre er Kurt blir grusom stadig en god, sjov historie, som man gerne vil bruge et par timer på i selskab med sit barn.

1997-04-24

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret