Voksen-børn. Æstetik og bid.

»ET af de mest radikale litte-rære projekter i dansk litteraturhistorie finder sted lige nu. I børnelitteraturen.« Sådan starter Rikke Finderup og Max Ipsens ganske fremragende artikel om Louis Jensens firkantede historier. Artiklen kan man finde i det litterære tidsskrift Passage, som denne gang har valgt at kaste sig over børnelitteraturen som litterært fænomen. Ikke som pædagogisk, men som en kunstart med en særegen æstetik og udtryksform, som ikke på nogen måde er øvrige kunstarter underlegen.

Børnelitteraturen har inden for de seneste år fået en litterær renæssance sådan rent akademisk, blandt andet takket være Dansk Børnelitteraturcenter, som - på trods af at de fysisk ligger på Danmarks Pædagogiske Universitet - har formået at behandle litteraturen på en akademisk uangribelig og en litterært set inspirerende facon. Og det er måske ikke så underligt - for det er korrekt, som Finderup og Ipsen siger, at det er i børnelitteraturen, man virkelig kan finde eksperimenterne og nybrudene. En af grundene, skriver Line Beck Rasmussen, er, at voksenforfattere, først og fremmest digtere, også er begyndt at skrive for børn og dermed i højere grad begyndt at fokusere på det sproglige element i historierne, og som et rigtig godt eksempel fremdrager hun Kirsten Hammanns fantastiske bog, Chokoladeeskapade, fra 1998.

Hør her: »Men en dag kom jeg til at ligge under for vanen./Jeg børstede tænder og var bare nødt til at spise vandhanen./Badeværelset eksploderede i en gigantisk chokoladekaskade,/Og børnene råbte til deres far: »Far, far, damen har lavet en chokoladevandskade!« Skøn tekst!

ET litterært tidsskrifts værd måles også på, om teksterne gør, at man bliver gladere eller klogere på det, man går og beskæftiger sig med. Og Passages tekster gør lige netop det: Nina Christensens artikel giver et perspektiv på barndommen via litteraturen, Anna Karlskov Skyggebjerg åbner for nye perspektiver i Gummi-Tarzan, Maria Nikolajeva sætter tankerne i gang omkring kønnet og Elina Druker behandler yderst elegant billedbøgernes tekst og illustrationer, så enhver må tro, at det må være mere udfordrende at skrive billedbøger end filosofiske romaner.

Mest bidende er Peter Mouritzen, der nægter at sætte sig ved pejsen og nyde livet sammen med alle de andre børnebogsforfattere: børn, især drenge, bliver ladt i stikken af æstetikken: de foretrækker »grimlitteratur«, fantasy er den »mest fantasiforladte genre, der findes. Den dyrker fantasien som var den en dyd. Det er den ikke. Ikke hvis man dyrker den.« Han slår hårdt, Mouritzen. Og rammer. For det er rigtigt, når han siger, at »livet er ikke nogen let ligning.«

Og efter Mouritzens fabelagtige og korte artikel, falder Torben Weinreichs og Lars Bukdahls artikler lidt på halen. For Mouritzen har ret. Og det er derfor, det er svært at skrive om Louis Jensens hundrede firkantede historier også. For det er lyrik. Kunst. Æstetik. Det er Brøggers umådelig skønne, ekspressive, skøre, selvmodsigende illustrationer også.

Og selvfølgelig er Louis Jensen på Bukdahls liste og bør næsten være på Weinreichs åndede kanonliste. Men børnelitteratur er det ikke. Ikke uden formidling.

Godt er det også. En fandens god æstetisk og kunstnerisk oplevelse, hvis man læser dem som digte, hvis man inde i det firkantede digt leder efter den sproglige finurlighed, der ligger der, klar til at blive opdaget, den meningsforstyrrende leg, som sætter tanker i gang.

LOUIS Jensen har tænkt sig 1000 af disse historier - 10 bind firkantede historier, med hundrede i hver og så en til allersidst i hvert bind, der ikke rigtigt hører til. De prises af litteraterne, men jeg har forsøgt mangen en gang at læse dem op for børn. De synes, de er åndssvage. Jeg synes også, de fleste af dem er intetsigende, men så er der indimellem dem, der lyser op. Ganske som i digtsamlinger, hvor et enkelt digt kan være hele digtsamlingen værd.

Måske bør han nøjes med dem - men så passer det selvfølgelig ikke til de hundrede pr. gang plus en ekstra for at vise, at han ikke er systemtænker. Men æstetikken kan ikke sættes på ligning - ligesom børnelitteratur heller ikke kan. Netop fordi det er en genre for sig, kræver den en anderledes tilgang end blot den voksenlitterære.

De voksenlitterære æstetisk baserede teorier formår at åbne mange nye aspekter af litteraturen, men ikke at fange essensen: det ukendte, det farlige - som samtidig er formidlet af teksten selv.

2005-05-27

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret