Sommerlæsning for børn. Tre sjove bøger til børn og voksne.

SOMMERLÆSNING er praktisk - der er typisk godt med tid, for børnene skal ikke gennes i seng til et bestemt tidspunkt, hvilket giver mulighed for at nyde nogle af de længere historier, som nogle kan være fristede til at springe over i hverdagens travlhed.

Philip Pullman, som for det første er aktuel, fordi han netop har vundet Astrid Lindgren prisen og for det andet tidligere har vist sin dygtighed med sin anderledes udfordrende trilogi om pigen Lyra, hvor han lånte historier og stumper fra Bibelen, Milton, Dante, gamle eventyr og fra den moderne fantasy-tradition og blendede dem sammen til en original anretning.

Det med at låne og blende er han åbenbart glad for, for i hans sidste nye roman, »Fugleskræmslet og hans tjener«, er der mange lån fra Voltaires »Candide«, fra »The Wizard of Oz«, fra »Don Quijote« og fra en lang række andre og meget forskellige historier fra den rigtige og internationale litterære kanon.

Men man skal ikke lade sig snyde af de noget voksenorienterede inspirationskilder. Der er tale om en oplæsningsbog for børn - og de 219 sider kræver rigtig god tid. Historien handler om et fugleskræmsel, der bliver levende efter at lynet slår ned i det. Troskyldigt vandrer det gennem en ualmindelig farlig verden forfulgt af en advokat, men med en villig og klog dreng som sin personlige tjener. Inden lynet slog ned i fugleskræmslet fik dens ejermand smuglet et stykke papir ned i det - og det er den, som advokaten Cercorelli vil have fat i, så han kan overlevere det til gangsterfamilien Buffaloni.

Historien er indstillet til den fine Carnegie Medal i England, men der er alligevel for meget tekst i bogen til min smag. For belæste voksne vil den måske være sjov, fordi de litterære referencer er så tydelige, og børnene vil givetvis finde masser af underholdning i den det meste af tiden. Men det ville unægtelig have hjulpet at korte indholdet med godt og vel det halve, for der er også meget tomgang i historien, der ikke rigtigt bringer noget nyt med sig andet end netop de litterære referencer.

ER Pullman belæst og en anelse oppustet, så er Terry Pratchett næsten garant for det modsatte. Pratchetts varemærke er det pjankede. »De små blå mænd« er ingen undtagelse. Langt de fleste af Pratchetts bøger tager afsæt i en fiktiv verden, Diskverdenen, hvor man kan møde alt fra irritable og farlige kufferter til en lidt distræt hr. Død, der overlader sit arbejde med leen til en noget uøvet vikar.

Ligesom i hans forrige og temmelig overraskende roman, »Mageløse Maurice og hans Rådsnare Rotter«, som var et opkog af »Rottefængeren fra Hameln«, er »De små blå mænd« også en slags eventyr. Her er det bare heksen, der er helten, og de små, fordrukne blå mænd, der er hendes hjælpere.

Pigen Tiffany vil gerne være heks, når hun bliver stor. Hun har talent for det, for hun ser, i modsætning til hendes landlige fæller, tingene som de rent faktisk er. Hun stiller relevante, kritiske spørgsmål og tager ikke ammestuehistorier for gode varer. Da hendes lillebror bliver kidnappet, må hun derfor selv tage affære. Af uransagelige årsager bliver hun den noget ualmindelige leder af de små blå mænd, et stolt, rødhåret folkefærd, der elsker sprut og et godt slagsmål. De viser sig at være hjælpsomme og en anelse uforudsigelige og irriterende.

Historien er måske mere avanceret end de begyndende selvlæsere vil kunne kapere uden lidt hjælp, derfor er historien aldeles glimrende netop til de familier, som har børn der egentlig godt kan læse en hel del selv, men hvor hele familien kan få en ordentlig grinetur hvis de deler en oplæsningsoplevelse med Pratchetts uartigt morsomme bog om de små blå mænd.

DEJLIGT er det jo altid at grine - og Pilkeys bøger om »Kaptajn Underhyler« er om muligt endnu mere pjankede end Pratchett. Der er tale om ægte guf for børneører fra alderen fire år til en ti-elleve stykker. Pilkey har netop sluppet det femte bind løs om den latrinære, barnagtige og flyvende Kaptajn Underhyler, der må kæmpe mod alskens ondskab.

I denne bog personificeret ved den onde og snart pensionerede lærer, i bogen kendt som Olfert-kvinden, som på grund af en drik som de to drenge, Jimmy og Otto, engang har stjålet fra nogle marsmænd, har slanger som hår og uanede mængder kræfter. Kaptajn Underhyler er da heller ingen anden end skolens inspektør, der i hypnotiseret tilstand forvandles til titelhelten.

Handlingen er meget tynd, morsomhederne er til gengæld smurt i et tykt lag hen over det hele. Det er derfor lige bogen til hyperaktive børn med sans for humor.

2005-07-15

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret