Svenskerkrig. Hvad kan året 1659 fortælle de unge? Rigtig meget mener Niels Peter Juel Larsen, der synes at fortvivle over nutidens mangel på historisk perspektiv.

NIELS Peter Juel Larsen har tidligere vundet en række priser for sine radiomontager, og har flere historiske romaner for voksne på samvittigheden, bl.a. »Midnatstimens Konge«, der foregår nogenlunde på samme tid som »Sofi og den polske rytter«. Ellers er han kendt for at skrive skarpe essays, hvoraf hans bedste er samlet i »I det fremmede«, der udkom for et par år siden.

Juel Larsen har boet i Berlin de seneste 20 år og hans første ungdomsroman er opstået - som mange andres før ham - som et ønske om at lave en spændende fortælling til sin egen datter, der er tosproget, om Danmark, om landets nutid og fortid.

Der er derfor naturligt nok mange temaer på spil i romanen: tosprogetheden, religionen i datidens Danmark, Dansk Folkeparti og fremmedhadet i nutiden, kærlighedens kår og lovløsheden i datiden sammenlignet med forholdene i dag og så en smule om opdragelsen og miljøet før og nu. Det kan ikke undre, at der næsten ikke er plads til at få levende børn ud af den historie, når så mange temaer bliver taget op på én gang.

Samtidig kan man mærke, at Niels Peter Juel Larsen ikke helt stoler på de unges analytiske evner, og derfor serverer konklusionerne så tilpas tydeligt, at selv ualmindelig svage læsere kan være med, hvorimod det kniber mere med at få plads til nuancerne. Grunden til, at romanen stadig fungerer på trods, er den sprælske og spillevende polske rytter, Jan Chryzostom Pasek. Ham møder Sofi og hendes ven, Lille Løjs, i 1600-tallets Danmark efter at de ved et uheld er kommet gennem et tidshul, som gør det muligt at rejse tilbage i tiden.

Samme tidshul er den ikke alt for kvikke Røde Jos også for kort tid siden løbet igennem. Røde Johs er temmelig usympatisk - tydeligvis fordi hans forældre er proselytter hos Dansk Folkeparti - ja endnu værre: nogle af stifterne. Alligevel beslutter heltinden, den meget kvikke Sofi og hendes tro væbner, den behændige Lille Løjs, at tage af sted for at redde den rødhårede Røde Johs fra den visse død og bringe ham tilbage til nutiden.

Pasek er en rigtig figur - hans erindringer blev fundet godt 200 år efter hans fødsel, i 1836 og udgivet på tysk. I 1896 blev bogen i uddrag udgivet på dansk. Indtil man fandt ud af, at Pasek rent faktisk havde eksisteret, antog samtiden historien for at være lidt i stil med Münchhausens løgnehistorier. Paseks fortælling skulle være typisk for barokken og har i øvrigt inspireret en lang række nutidige polske litterater.

Pasek blev uddannet på en jesuitterskole og blev soldat som 19-årig, hvorefter han først kæmpede på svenskernes side i Polen, med danskerne mod svenskerne i Danmark og senere i Rusland og sluttelig i Tyrkiet, til han trak sig tilbage som 30-årig og giftede sig for til sidst at bosætte sig i Polen. Helt stille blev der aldrig om den glade og energiske mand: han blev siden landsforvist, om end dommen af forskellige årsager aldrig blev eksekveret.

Og netop Paseks personlighed gennemsyrer historien, når man først har ulejliget sig ind til Mols’ lidt deprimerende tilstand via tidshullet få måneder efter at svenskerne vandrede over isen i vinteren 1658. Sofi og den spøjse Lille Løjs oplever mangt og meget inden de får fundet Røde Johs, der er faldet i kløerne på en præst, der - helt i tråd med gældende dansk lovgivning - vil brænde ham på bålet. Det skyldes at Jos over for den lutheranske præst klart melder, at han ikke tror på Jesus, men i stedet tilbeder en gud ved navn Mobil. Herudover kan han ikke sin katekismus.

Der er masser af gods i historien, som viser at radikalisme og fanatisme samt kvindelig hovedbeklædning ikke er en udenlandsk opfindelse. Det er derfor ærgerligt at den bagvedliggende pædagogik skinner for klart igennem til, at fortælling og personer helt kommer til deres ret.

2005-10-21

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret