Børnevoksenbog. Når verden er grum kan ordene lette.

VEL kan man samle på ord, især når man som Albert opdager, at et par velvalgte af slagsen kan vende en stemning. Vi skriver 1945 i en lille provinsby i Danmark, og Alberts ene danske bror er død i verdenskrigen. Alberts mor kan ikke læse, hans far kan ikke socialisere, og hans eneste overlevende bror kan knap vende tilbage til byen, fordi han har kæmpet på tyskernes side.

Det er krasse sager, Strandbygaard opruller. Lad os se det i øjnene, skriver hun: Albert har ikke de store muligheder.

»Heller ikke selv om Danmark var befriet. For ude på Overdrevet var de ikke befriet, og det var dér, han boede.«

Men så har man sproget - og det kan ændre modgang til medgang. Albert opdager det, da han med et par velvalgte ord får slagteren til at le i stedet for at true. Og måske er det, fordi hans mor siger, at han er født med sejrsskjorte, at Albert trods modgang leder efter en måde at sejre på. Han vil gerne være helt og ofre sig. Mangler bare en sag at ofre sig for. Men inden sagen dukker op, dør hans far, og moren bliver indlagt. Albert glemmer ordene og bliver ond. Men så sker der noget godt. Og det er ikke kun ordene, han genopdager, men også det, at moren på sin egen måde alligevel er klog, fordi hun forstår at lytte.

Albert tilhører den slags børn, som Birgit Strandbygaard kan lide at skrive om. Ligesom i hendes meget priste forrige roman ´Allis og den udødelige og alle de andre´ er det det ensomme, tænksomme barn, der er i centrum. Også i sin nye roman formår hun at rode sig ud af tragediens til tider klistrede dynd og vise, at solens stråler kan skinne selv i bunden af en brønd.

På en måde står hendes bøger og vakler midt i ingenmandsland; de er sådan lidt for børn, lidt for voksne. For børn fordi teksten er enkel at læse, fordi problemstillingerne er så hjerteskærende og genkendelige for ethvert barn. For voksne fordi det psykologiske portræt trods den næsten paradoksalt underdrevne stil står knivskarpt og genkendeligt. Selv bipersonerne lever og udvikler sig, og romanen vækker dermed virkelig en hel lille provinsby til live og berører problemer, som man også som voksen kan nikke til.

For eksempel Peters far, der har en rygrad som en regnorm og besøger Alberts synske mor for at få råd. »Ved fuldmåne skal De hyle som en ulv...

• Hvordan skal jeg forklare min kone, at jeg går i skoven om aftenen?«

Man kan jo ligefrem se ham stå der og gnide hænder og tænke på konens vrede. Og som svar siger Alberts mor: »Forklare og forklare. Det er ikke det, det drejer sig om. De skal lettes, forstår De.«

Og lettet, det er man givet, når man er færdig med at læse ´Drengen, der samlede på ord´. En fabelagtig anderledes og underspillet oplæsnings- og selvlæsningsbog for tænksomme børn med kort vej til drømmene.

2005-12-02

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret