Styrmand. Velkommen mandehørm i børneværelset.

»SIDEN mor tog af sted med sin store taske, er alt blevet meget nemmere herhjemme.« Sådan starter den ofte prisbelønnede Hanne Kvist sin eksplosive billedbog, Os to (uden sutsko). Der er ordentlig mandehørm såvel i tekst som billede, når drengen og hans far bliver hjemme, mens mor tager på hospitalet for at føde en lillebror. Hun er væk nogle dage, og imens spiser far og søn pizza i læssevis, bruger køkkenet som motorcykelgarage og bander som en hel forbryderbande. Drengen får også sømmet brædder i hele huset, så hverken døre eller vinduer kan bruges. Til sidst må mor banke på for at låne et brækjern, så hun kan komme ind.

Den symbolske historie følges af stærke illustrationer, der bruger godt mættede farver, med enkle, tykke streger som altid placerer barnet i centrum. Sær tror jeg godt, man kan kalde bogen uden at fornærme nogen. Sprælsk, fordi den overrasker og er så pokkers loyal over for den dreng, som mest af alt bare ønsker at være sammen med sin far nu og for altid og ikke vil have, at moren skal blande sig så meget.

For først når moren anerkender, at der skal være plads til maskuliniteten med ordene: »Resten af dit liv op i røven med sutsko, på ære,« bliver brædderne pillet af, så hun kan komme ind. En spændende og måske for voksen billedbog for især drengene i den øvre billedbogsalder.

SUNE har et diametralt modsat problem: han har ingen far. Og de andre børn driller ham med det. Mor vil ikke fortælle noget om den biologiske far. Så Sune må opfinde vovestykket Pedro, der kan klatre i lygtepæle, er dybhavsdykker, er hemmelig agent i kloakvæsnet og meget andet.

Men som billedbogstitlen Onkel Pedro kommer hjem antyder, så dukker bemeldte onkel op til sidst. Og selvfølgelig er han hverken onkel eller kan dræbe hajer med undervandskarateslag. Men han er Sunes far og ligner ham oven i købet på en prik.

Historien fortælles stilsikkert af Morten Ramsland, der for tiden høster stor succes med romanen Hundehoved. Rasmus Juul har illustreret historien. Han er ganske uforudsigelig: til tider skør og syret, andre gange nænsom og mådeholden, men altid med det vilde, der ligger og rumsterer dernede et sted. Her er han firkantet og rolig på overfladen, men det vilde lader sig ikke tæmme: hos Rasmus Juul er armene måske for korte, øjnene for store. Hans billeder larmer, så det er umuligt at overhøre dem. Godt teksten matcher. Det er et fremragende makkerskab og en herlig bog.

OTTO Dickmeiss er også mester for opsigtsvækkende, sjove og sprælske billeder. Her ledsages han af en livlig genfortælling af Peter Mouritzen.

Historien om Daniel og de drabelige løver er et appendiks til Davids Bog. Den handler om Daniel, der ved list viser kong Kyros, at babylonierne tilbeder falske guder. Først afslører han Baals præster, der dagligt mæsker sig i kongens offergaver, siden dræber han den drage, som babylonierne forguder. Til sidst bliver folket sure på ham, og kongen ser sig nødsaget til at smide David i en løvekule med seks temmelig sultne løver. Daniel får imidlertid hjælp af Gud og profeten Habakkuk og overlever opholdet i løvekulen uden men.

Mouritzen giver historien såvel spænding som uhygge - og Dickmeiss tilføjer den en genial respektløshed, ironi og personlighed.

Dickmeiss’ særkende er de store hoveder, der sidder på ganske små kroppe. Han supplerer helt genialt forfatterens tekst, så helheden bliver til en fængende røver historie, som børnene uden tvivl vil skænke deres udelte opmærksomhed.

2006-01-27

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret