Effektiv underholdning. Nutidig karakter i Josefine Ottesens fantasyrige.

JOSEFINE Ottesen er i vælten for tiden. Hun modtog i 2004 to børnebogspriser, i 2005 endnu en for det første bind af Mira-serien og i 2006 blev hun indstillet til den internationale H.C. Andersen-pris. Herudover er hendes trilogi om Roselil netop genudgivet i en yderst kulørt udgave hos Sesam, og så har hun også haft travlt med at skrive enkelte af Egmonts vildt populære og filmatiserede Witch bøger.

Hendes seneste projekt er trilogien Historien om Mira. I forbindelse med sine bøger har Josefine Ottesen for vane at prøve lidt af det, som hendes heltinder gør. For eksempel lave trommerejser som de gamle shamaner, øve sig med langsværd for at lære lidt teknik til bogens kampscener, og hun har i forbindelse med Mirabøgerne arbejdet med tarotkort. Faktisk er hele hovedpersonens udvikling igennem alle de tre planlagte bind i serien styret af tarot-oplægninger, selv om det ikke er noget, der umiddelbart kan ses på historien. Første bind, Dæmonernes hvisken, udkom sidste år og andet bind, Dronningens tåre, er netop udkommet.

Bøgerne er ægte fantasyhistorier og foregår derfor efter alle kunstens regler i et middelalderligt rige uden biler og mobiltelefoner og handler om kampen mellem det gode og den onde. Det gode er personificeret i pigen Mira, en stormandsdatter, hvis verden pludselig smuldrer, da den gamle konge dør og den nye ønsker at få dræbt alle ikke-indfødte dakjanere, i bogen personificeret ved truwaerne. Mira er halvt truwa, halvt dakjaner. Hun har også særlige evner: på mødrene side nedstammer hun fra dakjanernes Stormester, den såkaldte Kundskabens Mester, og på fædrene side af truwaernes Dæmonbetvinger, de to mest magtfulde åndemestre i verden.

Det er Stormesteren, der står bag udrensningerne i Dakja, og derved slipper de ældgamle dæmoniske kræfter løs i landet. Hans magi er ond og forførende, mens Miras er tålmodig og god. I andet bind går det dog snart op for læseren, at de begge trækker magi fra samme kilde, og at Mira derfor må lære sig at betvinge det onde ved at komme i kontakt med det.

I andet bind af serien er Mira fordrevet fra sit hjem og familiens eneste tilbageblevne, broren, er blevet en ondskabsfuld kriger for dakjanerne. Mira er - i alt fald i starten - temmelig vægelsindet i gang med at blive oplært som truwastammens dæmonbetvinger. Hendes døende læremester, den enøjede Zaddi, kan uden problemer se, at Mira vil være den mest magtfulde dæmonbetvinger ever.

Imidlertid er det ikke så enkelt - Mira er en rigtig teenagepige og lider - i alt fald i starten - af et lille selvværd og har derfor meget travlt med sig selv og med sit forhold til de unge mænd. Det tager hende en del tid at finde ud af, hvad hun vil med sig selv. Derfor må Zaddi og omgivelser jævnligt give Mira en henstilling eller to for at rokke hende ud af hendes naturlige ungdommelige narcissisme. Lige indtil Mira udfylder sin rolle... og dummer sig gevaldigt ved at blive taget til fange af Stormesteren. Men se om ikke det alligevel kan blive til en fordel til sidst.

Det er det utrolige ved Ottesen, at hun midt i al fantasyverdenen, åndemaneriet, de middelalderlige kampe, de flotte hingste, de store slotte, balkjolerne, sulten, fortvivlelsen og døden, alligevel får malet moderne teenagere ind med nutidige problemstillinger, så det virker naturligt. Her er ingen slinger i valsen, plottet holder, og det er ren guf for især piger i læsehestalderen. Effektivt, vel udpenslet og i et mundret, klart sprog: handlingen er fængende og problematikken genkendelig midt i alt det middelalderlige. Hatten af.

2006-03-16

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret