Trilogier. Tre danske forfattere kaster sig ud i fantasy-genren.

GODE historier tager tid, siges det. Hvis det er sandt, må fantasihistorier være fremragende fortællinger. Jeg ved ikke, om det er Tolkien, der kan lægges til last, at fantasyhistorier som en norm kommer i tre bind. I så fald kan jeg i det små glæde mig over, at det ikke blev C.S. Lewis, der satte normen med sin 7-binds fortælling om Narnia. Udover længden er fantasy genren også kendetegnet ved det adstadige tempo og den lidt altmodische karakter.

Det tager også en pokkers tid at skrive en trilogi. Bent Jakobsens andet bind af hans serie om natkrystallerne, Skyggeringen, kommer således nu efter fire års ventetid. Det stiller store krav til læsernes hukommelse at have alle personerne present efter så lang en adskillelse.

Her har Line Kyed Knudsen været mere nådig med sin trilogi om Pigerne fra Nordsletten, hvis første bind kom i 2003, og hvor det sidste netop er udkommet. Men retfærdigvis skal det siges, at de er en del kortere end Jakobsens værk. Såvel Kyed Knudsen som Jakobsen var debutanter, da deres første bind udkom, og det er således sjovt at se, hvor mange debutanter, der bruger fantasy som en start på deres forfatterskab. For eksempel Jesper Ejsing, som sent sidste år udkom med bogen Jarvis - Troldmandens lærling. Ejsings bog har i forhold til Knudsen og Jakobsen dog den ubetingede fordel, at der ikke er tale om en trilogi - i alt fald ikke endnu.

ALLE de her nævnte bøger udmærker sig ved at være oplæsningsegnede. Line Kyed Knudsens bøger er klart dem med laveste målgruppe. Her er det farlige ikke nær så dramatisk, at man får mareridt af det, selv om handlingen er grusom nok: tre børn fra Nordsletten bortføres som spæde af kongen i Sofiariget, der sætter dem i børnehjem. Årsagen er, at kongens lille søn, Victor, er blevet bortført, vistnok af folk fra Nordsletten. Bøgerne handler om, hvordan Victor reddes, og de tre piger efterfølgende skal finde frem til deres ophav, der selvfølgelig alle er konger og dronninger. Her i sidste bind står kampen med den onde troldmand Tango, der har forbandet dronningen i Nordsletten.

Jakobsens storværk handler om en heksering, der er lidt i samme stil som Tolkiens Ring. Handlingen er henlagt til 1800-tallet, hvor drengen Henri skal redde kastanjerne ud af ilden ved hjælp fra en hegnstrold og en besværlig papegøje. 2. bind i trilogien slutter abrupt med drengen, der over hals og hoved tager hyre på et skib for at følge efter en mystisk stjernetyder. Illustrationerne i bogen er fabelagtige og er med til at løfte historien.

I Skyggeringen bliver det uhyggelige alvor, og man kan ikke andet end forbløffes over Jakobsens konsekvente og professionelt gennemførte gammeldags fortælleform. I og med at Knudsens og Jakobsens værk bedst egner sig til den yngre del af fantasylæserne, giver det måske sig selv, at personerne ikke udvikles voldsomt undervejs i historien. Det gør, at historien skal bære handlingen helt alene, og det går fint, når bøgerne er på et par hundrede sider, men holder indimellem hårdt, når bindene hver især er på det dobbelte antal sider. Jakobsen klarer det dog fint med sin historie, men det får mig til at fremhæve Jesper Ejsings bog, hvor der sker en klar udvikling i såvel historie som personer i løbet af romanen. Her viser den gode sig at være uhyggeligt ond, og kun med nød og næppe lykkes det lærlingen Jarvis at overleve. Ændringen i Ejsings personer er dog mest kosmetisk, da det primært er hovedpersonens forståelse, der ændres i løbet af historien, og ikke personerne selv, som det for eksempel er tilfældet i Endes mesterværk Den uendelige historie, hvor Bastian Balthasar Bux går fra at være en forknyt og bange dreng til en magtfuld, ondskabsfuld og selvcentreret kejser i riget Fantásien.

Når man nu har tre bind til rådighed, vil jeg derfor slå et slag for, at man som forfatter ikke alene koncentrerer sig om historien, men også om at gøre dens aktører komplekse, modsigelsesfyldte og dermed levende.

2006-03-24

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret