Magisk labyrint. Den syvende søn og den syvende dør. Veloplagt britisk og dansk fantasy.

DEN engelske fantasyroman Septimus Heap - Bog 1 - Magik røg direkte ind på New York Times’ bestsellerliste, da den udkom i USA. Historien begynder med, at den syvende søn af den syvende søn bliver født og umiddelbart efter bortført på grund af hans formodede store magiske kræfter. Det er så meget efter skabelonen, at en af mine yndlingsforfattere, Terry Pratchett, ynder at gøre grin med det i sine lettere vanvittige romaner. Hos ham er det ottetallet, der får tildelt betydningen (fordi det er ulogisk), og hos ham kan den ottende søn af den ottende søn ved et af skæbnens luner uheldigvis vise sig at være en pige i stedet.

Men udover begyndelsesscenen er der absolut ingen grund til at gøre grin med Angie Sages første bind ud af foreløbig fem i serien om den lidt middelmådige troldmandsfamilie Heap. For faktisk viser det sig at være en spændende, morsom, velskrevet, underholdende og veltilrettelagt roman. Omtrent samtidig med, at den nyfødte Septimus bortføres, bliver Borgens dronning skudt, og det lykkes kun med nød og næppe at redde hendes nyfødte datter. Pigen ender med at blive adopteret inkognito hos den larmende Heap-familie, og det viser sig relativt hurtigt, at noget ondt er ude efter pigen. Heap-familien må derfor flygte over hals og hoved hen til tanten, der bor ude i marsken og laver rærlig, næsten uspiselig mad. Der er flere ting, der adskiller romanen fra mange af de frygtelig kedsommelige mellemvarer på markedet. For det første anvender Angie Sage ikke et højtpandet, lidt oppustet sprog, som forfatterne tilsyneladende må tro giver fortællingen en historisk kolorit. Tværtom bruger Sage et letflydende, dialogpræget sprog, hvor de morsomme og typisk angelsaksiske pointer falder som hagl ikke mindst takket være Erik Egholms lydefri oversættelse. For det andet er der heller ikke tale om en hjemme-ude-hjemme skabelon, hvor helten må på en hæsblæsende jagt efter et eller andet trofæ, der i magisk kraft overgår de onde modstanderes magiske våben. Der er nemlig ikke rigtig nogen helt i historien, men til gengæld et helt exceptionelt godt teamwork, der gang på gang redder Heap-familien fra den visse død. Et teamwork, der bunder i, at personerne langsomt og psykologisk overbevisende udvikler sig i fællesskab, efterhånden som de sammen og hver for sig udsættes for barske prøvelser. Det er næsten vemodigt at lukke bogen, når man når slutningen små sekshundrede sider senere. Eneste klage fra min side er de typografiske fremhævelser, hvor der bruges magiske ord - fremhævelserne er både utydelige og temmelig overflødige på én gang.

DER er intet overflødigt i Peter Mouritzens seneste bog, Den sidste dør, som man vel kan kalde en flerstemmig operaroman. Den bygger dels på Bartoks første og eneste opera Blåskægs slot, dels på et folkeeventyr fra Vendsyssel om Ridder Grøn og Ridder Rød. Kyndige operakendere vil vide, at Blåskægs slot er et folkeeventyr, der handler om at have hemmeligheder, der er så frygtelige, at de ikke tåler dagens lys. Blåskægs nye kone lokker ham til at låse op for de syv døre, hvori hans hemmeligheder er gemt. I starten går det godt, men da hun åbner den næstsidste, finder hun en flod af tårer og i den syvende Blåskægs tre spøgelsesagtige koner, som Judit modvilligt må slutte sig til, hvorefter operaen slutter med ordene: »Og fra nu af skal alting være mørke, mørke, mørke.« Mouritzen holder af at skrive om mørke - og det er også derfor, at der hos ham i Blåskægs mørke opstår en Digterdronning. Forfatteren gør det også mørkt for pigen Liva og drengen Johnny, som forvilder sig ind i Ridder Blå(skæg)s slotsfortælling. De vil kun nødigt leve, og samtidig nødigt dø, og Mouritzen digter derfor en læser ved navn Maria, som skal hjælpe de to og læseren frem mod slutningen af den komplekse og labyrintiske fortælling, som går over liget af en desillusioneret folkeskolelærer. Det er med andre ord ikke en bog for nybegyndere, men en historie, der hele tiden gør opmærksom på sig selv og bestandigt peger hen på andre mulige historier. En elektrisk, lidt speciel og æggende oplevelse for den fordringsfulde læser, der nyder at udrede psykologisk-fantastisk-litterære gåder.

2006-04-21

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret