Billedromaner. Frygt i billede og digt.

Der er gang i Martin Glaz Serups billedroman, Virus, som Morten Voigt har illustreret med mindst lige så meget power. Virus indgår i Dansklærerforeningens billedromanserie. Det er en lidt besynderlig serie, som ikke er særlig forudsigelig, og hvor kvaliteten i de enkelte romaner varierer en del.

Serups Virus begynder med hætteklædte soldater, der bryder ind i hjemmet hos Malte: »Alle i cremedragter, nærmest pakket ind i det tynde gennemsigtige materiale. Dragterne klistrer til deres hud, til ansigtet, til øjnene. De knitrer, når soldaterne bevæger sig, som elektrisk hud.«

Der er udbrudt en virus, og alle mennesker skal evakueres fra jorden og bo på habitaterne i rummet, indtil jorden er klar igen. Men Malte tror ikke på viruset og flygter. Så møder han Katrin, der slår følge med ham. Men til sidst bliver de fanget, sådan nærmest med vilje, for de savner deres familier og er sultne.

Der er ingen forklaringer i romanen, måske er der en virus, måske ikke. Måske møder Malte sin familie, måske ikke. Der er en masse spørgsmål tilbage, og det er nok det, der gør bogen rigtig uhyggelig, for den er ikke afrundet og dermed ikke rigtig færdig. Man skal selv digte videre og svare. Romanen er fandens spændende – og hermed anbefalet til hårdhudede børn med stærke nerver fra ca. 12 år og op.

Parret Oscar K.s og Dorte Karrebæks De tre handler om to hårde hunde og en killing: Carlo, Simba og Gerda Røvlund. Der er tale om to fortløbende bind, der kun sælges samlet. I bind I finder de to hunde den forpjuskede Gerda Røvlund, som de i første omgang gerne vil tage sig af. De mister dog ærlig talt ret hurtigt interessen. De to seje hunde er ikke helt klar til forældreskab og vil hellere hygge sig uden forstyrrende elementer.

I Bind II sker der noget, der ændrer på rollerne, for Carlo er blevet bidt midt over af en stor hund, og Gerda Røvlund må derfor – i starten noget nødtvungent, for det var lige så hyggeligt med Simba – redde Carlo fra den sikre død. Der er ingen læger, og Gerda synes, det er ret sjovt at lege kirurg, så hun klipper, saver og syr til Carlo er nogenlunde hel igen. Samspillet mellem tekst og billede er helt fabelagtigt – så integreret som i en tegneserie, og såvel tekst som billede har det der helt vildt barnligt makabre over sig, der både drager og frastøder på én gang.

Jeg måtte læse bøgerne tre gange, for de er sprælske, seje, gadedrengeagtige og helt vildt morsomme. De spiller på hele barnets følelsesmæssige register, med identifikationspunkterne subtilt gemt i de meget blodige, men også grinagtige absurditeter. Det er bøger, som med deres ureglementerede fandenivoldskhed og uimponerede tilgang til verden vil betage børn fra en fire-fem år og op.

Og som bagsideteksten siger: »De er skide uhyggelige. Så er det sagt. Og så er de fra det virkelige liv. Ingen pjat med løgn og digt.« Og det er rigtigt nok. Bøgerne flyder med detaljer, og der er masser at hente også for den voksne læser med den barnlige humor i behold.

2006-07-07

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret