Lyt til mig! Hvordan får man et barn til at høre efter? Skal man overhovedet prøve? Tre nye bøger forsøger at give et svar.

To store børn kommer hjem fra skole og finder deres mor i fuld gang med at rydde op. Om halsen har hun et skilt hvor der står: Tidsindstillet menneske- bombe. Eksploderer ved træthed eller irritation!!! Gæster kommer. Hurtig hjælp nødvendig. Efter at have læst skiltet giver børnene sig uopfordret til at hjælpe med at rydde op. Da de 20 gæster ankommer halvanden time senere er alt i skønneste orden.

Dette er et af de mere ekstreme forslag Adele Faber og Elaine Mazlish har til hvordan stressede voksne kan håndtere mindre samarbejdsvillige børn på. Deres bog hedder ´Om at tale så mine børn lytter og at lytte så de taler´. Bag denne kontante og meget sigende titel gemmer der sig en funktionel guldgrube af hints og tricks, så man som forældre bliver bedre til at få sit barn til at tage hensyn - og omvendt.

Indholdet kan i første omgang virke banalt: Hele pointen er sådan set, at børn er også mennesker af en slags. Børn kan tale, de har følelser, har problemer, og selv om de ganske vist er egocentriske indtil det pinlige, så vinder man ved at lytte til dem. Først når man selv har lært at lytte, kan man forvente, at de vil bruge energi på at lytte til de voksne. Og det bedste trick, når man lytter, er at sige »Hmm...« og »Aha«. Børn buser nemlig ikke ud med deres inderste, når de forsøger at præsentere et problem. Hvis man spørger: »Hvordan er det gået i børnehaven/skolen i dag?« Vil man som hovedregel få et »Godt« som svar. Bortset fra, at det er det, de fleste forældre ønsker at høre, så er det sjældent det sande svar. Det er bedst at vente til barnet eventuelt selv siger noget, hvorefter man skal sige »Hmm...« eller alternativt »Aha«. Så skal man kigge barnet i øjnene og læne sig lidt frem - med andre ord at låne barnet sin opmærksomhed. Som regel vil ens barn i så fald fortælle resten af historien. At overfalde vedkommende med spørgsmål er dårlig taktik. Børn har svært at formulere sig så formfuldendt som voksne, de skal have lidt tid til at forklare sig og få herredømmet over sproget. Man skal lade være med at fuldende sætningerne for dem eller at gentage det, de sidst sagde. Lad børn sige ting i deres eget tempo og med deres egne ord. På samme måde skal man selv tale til børn. Sig tingene, som de er. Beskriv dem. Tal om dine følelser. Sig ikke: »Hold op med det! Du er møgirriterende!«, men »Jeg kan ikke lide at blive trukket i ærmet«. Børn bryder sig lige så lidt som voksne om at høre belæringer, prækener og lange forklaringer. For dem er påmindelsen bedre, jo kortere den er. Følger man bogens instrukser til punkt og prikke, skal man ruste sig med tålmodighed og selvkontrol. Til gengæld skal det meste nok virke til at få hverdagen til at glide lettere. Man fristes lidt til at sige, at bogen også kan ses som en lærebog i manipulation. Gennem sproget og den måde, hvorpå man kommunikerer, kan man manipulere børnene til at gøre, som man synes er bedst. Men hele tiden med den lille krølle, at man skal tale og behandle dem, som man synes, at man selv burde behandles.

Men kan kommunikation så løse opdragelsesvanskelighederne? Er samværet med børn blevet så problematisk nu om dage, at man er nødt til at ty til eksperter i kommunikation for at få ens afkom til at opføre sig blot nogenlunde hæderligt? Tager børn ikke længere hensyn til omverdenen fordi de er forkælede, fordi de ikke er vant til at nogen tager hensyn til dem - eller hvad? Adele Faber og Elaine Mazlishs bog er glimrende og effektfuld. Den afslører imidlertid også en tendens i de nye, fortravlede voksnes måde at forholde sig til deres børn. Børn skal forstå, at de voksne også skal have tid til at være alene. En tid, de voksne ikke kan få, hvis børnene er til stede, larmer eller på anden måde gør sig bemærket. Og derfor skal børn holde op med at plage, være urimelige, kort sagt: opføre sig, som de dagligt påvirkes til at være. Og for at opnå dette kunststykke, ligger der også i bogen et krav om, at opdrageren skal kunne opføre sig anderledes. I langt de fleste af Fabers og Mazlishs eksempler er der nemlig tale om ét typisk aspekt: Forældrene giver sig ikke tid til at reagere fornuftigt. De reagerer, når kommunikationen glipper, præcist som et egocentrisk barn ville gøre. Og så er det jo ikke noget under, at deres børn opfører sig på nøjagtig samme måde.

OMTALTE diskussion ligger uden for ´At tale så mine børn...´, men tages op af Erik Sigsgaard i Er opdragelse nødvendig. Et af hans budskaber er, at børn nu om dage er overflødige - og det fornemmer de godt selv! For et par generationer siden var de med til at få familien til at hænge sammen og udførte nødvendige sysler, som passede til deres størrelse, ganske på linie med forældrene. Nu skal de ikke noget, bortset fra at rydde op efter sig. Børns eksistensberettigelse er større, jo mindre synlige de er. Men børn er individer og skal behandles som sådan. De er mindre spolerede end voksne, og er i besiddelse af langt mere fantasi og initiativ end deres ældre medborgere. Det er disse ressourcer, som det samfund, vi har skabt, halvbevidst piller ud af dem gennem et opdragelsesmønster, hvor børn skal tilegne sig de voksnes normer og referencerammer. Vi ser dem med andre ord som prototyper, som halvfærdige voksne, der endnu har meget at lære. Sigsgaards forslag til opdrageren går meget enkelt ud på, at man skal respektere børn som de er. Det kan godt være irriterende at lade ens 4-årige datter selv tage snøreskoene på, når man skal afsted om morgenen. Men alligevel kan det, at respektere ens barns ønske om og håndtering af en opgave - uanset hvad den måtte være - være utrolig givende. Det siger Sigsgaard, og jeg giver ham af egen erfaring ret, men tilføjer gerne, at det ikke altid er muligt at gennemføre det.

HOS socialpsykiateren Jacques Salomé møder vi samme grundlæggende holdning som Sigsgaards. I Salomés bog Så lyt dog til mig omtaler han ofte sig selv - lidt krukket - som et »eks-barn«. For ham er alt, hvad børn gør, en form for meddelelse til omverdenen. Brækker barnet et ben, så kan det skyldes at det ønsker mere opmærksomhed, ødelægger knægten fars fotografiapparat i et raserianfald, kan det måske ses i lyset af, at selvsamme kammera på det seneste har været flittigt benyttet til at fotografere den nyankomne lillebror med. Tonen i bogen er lidt naiv, men der er i den et ønske om at forstå børn - på godt og ondt. Hans løsningsmodeller er ikke så håndfaste, netop fordi hans råmateriale: børns bevægelser, blikke, tavshed eller raseri er så svære at fange. Kan man hæve sig over den til tider irriterende naivitet i Salomés fortællestil, får læseren en fornemmelse af, hvordan en opdragelse kan gribes an. Salomé sætter børn i centrum og forsøger at lære os principperne for, hvordan vi skal forstå børns ordløse meddelelser. »Dette fører os til opdragelsens vitale mål: at forblive trofast mod sig selv og tillade barnet at være trofast mod sig selv, sine muligheder og ressourcer«. Ovenstående formulering viser, at for Salomé går opdragelse i første omgang ud på den voksnes forholden sig til sig selv - og dernæst til barnet. Og dermed giver alle tre bøger på hver deres måde, både mellem linierne og på dem, et svar på om opdragelse er nødvendig. Nemlig at opdragelse i gængs forstand bliver overflødig, såfremt de voksne opdrager sig selv til at opføre sig som mennesker og respekterer børns tempo og grænser.

1993-12-17

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret