Max Skræk
175 kr. stykket, hhv. 117 og 93 sider. Løse Ænder.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Dette er bind 4 og 5 i den underholdende serie om Isabel, der bor i den lille Mølleby hos sin tante. Isabel er ved et uheld kommet til at vække den afdøde skuespiller Max Skræk fra graven. Han er meget mod Isabels vilje flyttet ind hos hende og tanten. Den eneste måde, Isabel kan slippe af med ham igen, er ved at finde en, som Max Skræk kan tage med sig tilbage i graven. Men Isabel har svært ved at dømme en anden til døden. Klassens populære pige er ellers en god kandidat, men Isabel har fået en anden idé: Hun vil være besøgsven i alderdomshjemmet. Her håber hun at finde en syg olding, som ingen vil savne. Den pensionerede landbetjent Strøm, som hun skal være besøgsven hos, er et surt brokkehoved. Men Strøm er også i gang med at opklare, hvem der egentlig myrdede Max Skræk i sin tid. Han har en plan, som Isabel skal hjælpe ham med. To vildt sjove bind til begge køn, som holder kvaliteten. Måtte fortsættelsen snart dukke op!
2012-02-10
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret