Nøglens vogtere

Kongens Krucifix (Nøglens Vogtere 3)   af Dybdahl, Lene  
411 sider, 200 kr. Tellerup.
Anmelder: Arguimbau, Damián

Fantasy. Bortførte forældre, religiøst politi og en gylden nøgle. Spaniens blodige historie i dramatiske fantasyklæder.

Lene Dybdahl afslutter med denne bog sin populære trilogi om tvillingerne David og Laura Reyes. De stammer fra en gammel slægt, som i år 1492 fik til opgave at vogte over en gylden nøgle. Den gyldne nøgle gav mulighed for at rejse mellem parallelle universer.

Trilogien begynder med, at børnenes forældre bliver bortført. Det viser sig, at det er den grusomme sultan Boabdil, der hersker over Alhambra-paladset i Spanien i et parallelt univers i år 1492, der har bortført forældrene. Sultanen ønsker at få fat i den gyldne nøgle. Efter temmelig mange problemer og farer er det i løbet af de første to bind lykkedes for børnene at sende deres bortførte forældre tilbage til nutiden. Desværre strander de selv i Spanien i år 1588. Deres eneste chance for at komme hjem er at finde et magisk gyldent krucifiks, som kan bruges som et middel til at rejse i tiden.

Men det er ikke nemt at finde en sådan talisman i et land, hvor kongen ønsker, at alle, der ikke tror på den katolske gud, enten rejser eller bliver tortureret. Kongen har i øvrigt en lidt tungnem medhjælper, som jeg deler mit usædvanlige fornavn med.

Drama Forfatteren Lene Dybdahl er dygtig til at skabe spænding. Man kan mærke, at hun er blevet mere rutineret som forfatter i løbet af de tre bind. I første bind måtte hun ty til helt usandsynlige tilfælde for enten at redde børnene fra farefulde situationer eller læserne fra stilstand. Det skete meget mindre i andet bind, og i det tredje er uvanen næsten helt forsvundet. I tredje bind er der gang i den fra første side, hvor børnene må stjæle mad for at klare sig. Der er konstant nogen efter dem, men de finder heldigvis altid hjælpere, der kan bringe dem lidt videre. Børnene er temmelig modige og kommer ud for såvel den spanske inkvisition ( som var et religiøst politi), som landevejsrøvere, fængsel og krig. De mærker på egen krop den spanske kong Filip II´s store vrede, da han mistænker dem for at være kættere. Forfatteren føler sig tydeligvis godt hjemme i den spanske middelalder. Uden at blive belærende får hun brugt datiden som en glimrende baggrund for historien. Selv om der er dramatik hele vejen, lykkes det desværre ikke forfatteren at samle alle de løse tråde i historien. Vi ved for eksempel ikke med sikkerhed, om slægten Reyes nu har afsluttet deres opgave som nøglevogtere, eller hvorfor alle Boabdils hemmelige agenter i nutiden er forsvundet. Men det kan jo være, at jeg ikke har forstået pointerne, fordi jeg er lidt langsomt opfattende, ligesom kongens medhjælper. Til gengæld kan jeg love, at læserne med bogen har fået en rigtig god og spændende tur i datidens farverige og modsætningsfyldte Spanien.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret