Absolut magisk
452 sider, 250 kr. Alvilda
Anmelder: Arguimbau, Damián
Kate, Michael og Emma er af en profeti udset til at samle tre magiske bøger om henholdsvis tiden, livet og døden. Samlet set giver bøgerne dem magten over hele universet. Det giver sig selv, at børnene jages af vældig onde kræfter, der selv ønsker magten over bøgerne. Børnenes forældre er forsvundet, og den gådefulde og noget upålidelige troldmand Stanislaus Pym ender med at sende børnene tilbage til børnehjemmet, hvor han mener, de er i sikkerhed. Men inden længe har ondskaben fundet børnene og angriber børnehjemmet.
I sidste øjeblik dukker Pym op, men Kate bliver adskilt fra sine søskende og sendt over hundrede år tilbage i tiden. Samtidig mister hun tidens bog. Kate er fanget i fortidens New York, mens Michael og Emma skal prøve at klare skærene i nutiden.
Opgaven er at finde Livets bog, den anden bog fra Begyndelsen. Det bliver tydeligere og tydeligere, at det er Michael, der skal have bogen. Men for at komme i besiddelse af den skal han først overvinde en drage. Den dværgeglade Michael skal oven i købet lære at elske de selvglade elvere. Det haster, for trolde og andre grusomme monstre omringer snart deres skjul. Og Michael skal bruge bogen til at genoplive en person, som han virkelig elsker. Andet bind i trilogien om bøgerne fra Begyndelsen er lige så spændende og hæsblæsende som første bind. Bøgerne trækker store veksler på fantasylitteraturen, ikke mindst fra Tolkien. Men læser man andet bind grundigt, er der meget, der tyder på, at hverken ondskab eller det modsatte er så sort-hvidt, som der var lagt op til i første bind.
John Stephens har tidligeret arbejdet med at skrive manuskripter til tv-serier som Gossip Girl og Gilmore Girls. Det kan man mærke på dialogerne, som er med til at gøre historien levende og sjov. Forfatteren har godt fat i søskendetrioens indbyrdes konkurrence, men også på, hvordan de i høj grad sørger for hinanden, når det virkelig gælder. Romanerne er fyldt med sjove indfald, og man sluger kapitlerne et efter et uden at lægge mærke til det, ganske som var det slik. En absolut magisk bog.
2012-11-09
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret