Store dyr. To smukke og sjove billedbøger om henholdsvis elefanterne og deres forfader, mammutten.

Elefanter har altid fascineret mennesket på grund af deres størrelse og styrke. Så store er de, at de ikke har andre naturlige fjender end mennesket. Naturligvis har også børn fundet deres egen måde at takle elefanter på. Nogle læsere vil måske huske en tid, hvor elefantvitser var højeste mode. Det er vitser som: »Hvordan kommer en elefant ned fra et træ? - Den sætter sig på et blad,« eller: »Hvad sker der hvis man parrer en elefant med en kænguru? - Man får en masse store huller i Australien!« Og andre aldeles pjankede vittigheder af samme skuffe.

Oscar K.´ s og Dorte Karrebæks Lille håndbog for elefant-elskere har det barnlige i overflod. Håndbogen er en pjanket gennemgang af alskens elefanter, fra den afrikanske, over tøj-elefanten, fest-elefanten og den arktiske elefant koblet med en illustrativ vejledning for elefantejere. Og selvfølgelig bruger elefanter en økologisk negerdreng som rangle uden blyholdige lodninger når de skal sove - med slet skjult henvisning til den i dag censurerede sang om »Elefantens vuggevise«. Karrebæk har digtet mindst lige så meget som Oscar K. med sine illustrationer, der løfter latteren og det skælmske til lige dér, hvor det skal være.

Anderledes seriøs er debutanten og ph. d.´ en Tine Nords bog Mammutjægeren om elefanternes forfader, som er fabelagtig illustreret af Marie Mac Dalland, der ellers primært arbejder som animator. Historien foregår i jægerstenalderen og handler om den syv-årige Ask, hvis far og storebror er taget af sted på jagt uden Ask. Ask vil ikke stå tilbage for sin pralende storebror, så en tidlig morgen tager han af sted alene for at fange en mammut. Ask finder ganske vist mammutten, men heldigvis når hans far og storebror også frem, inden der sker ulykker. Det er et kendt tema og historie, som Tine Nord udfylder fint. Marie Mac Dallands illustrationer har dybe, mættede farver, der giver billederne et nærmest intimt nærvær, og gør underværker for teksten. Hun bruger ganske få virkemidler, og inspirationen fra Hastrup, der skabte Cirkeline filmene, er helt tydelig: De lidt for store ansigter antyder en troskyldig tilgang til verden, som gøres varm og indbydende af de stærke farver.

Det er klart billedsiden, der bærer bogen, og det er derfor skandaløst, at Mac Dallands navn ikke står på omslagets forside. Endvidere er det ærgerligt, at spaltebredden er lidt for bred. Forlaget burde enten have hjulpet forfatteren til at forkorte teksten eller have udvidet sideantallet og derved have muliggjort et mere sprælsk layout. Men når det så er sagt skal forlaget have tak for at have introduceret Mac Dallands streg i billedbogsmæssig sammenhæng. Lad os håbe, at det gentager sig!.

2013-02-01

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret