Klintekongens datter
Henholdsvis 320 og 288 sider, vejl. pris 200 kr. pr. stk. Nyt Nordisk Forlag.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Fantasy. Sprællevende historie om Klintekongen, ilddæmoner, troldmænd og landet Soria.
Serien Klintespind er inspireret af de gamle sagn, der knytter sig til Møns Klint. Første bind, Serpina, var en virkelig velskrevet og spændende bog, der fortjent vandt en børnebogspris, da den udkom i 2011. I første omgang var serien kun tænkt til at være på i alt to bind, men forfatteren har skrevet så meget, at den er vokset til en trilogi. Hovedpersonen Serpina er den ottende datter af den frygtindgydende og stædige Klintekonge. Han er kun bange for en ting: en troldmand med en helt bestemt slange.
Troldmanden står i magisk forbindelse med Klintekongens tidligere kone, en ilddæmon ved navn Kherte. Ved list lykkes det troldmanden at forføre en af Klintekongens døtre, og sammen med hende spærrer de Klintekongen og hele hans familie, bortset fra Serpina, inde i Kongsbjerget. Troldmanden tager også den vandånd med sig, der giver kraft til hele Klinten. Den mystiske mand Noatan blev narret til at hjælpe troldmanden i første bind, men nu skal han hjælpe Serpina med at fange troldmanden, redde vandånden og samtidig uskadeliggøre den farlige ilddæmon Kherte.
Noatan skal også redde sit folk, der er afhængig af, at vandånden og Klintekongen ophæver en forbandelse. Samtidig bliver landet Soria, som Klinten er en del af, besat af nabolandet, og et gammelt broderskab forfølger og undertrykker befolkningen. For at gøre sagen endnu værre har Klintekongen tidligere svoret at dræbe både Noatan og prins Augustin, som kæmper mod undertrykkerne. Alle odds er derfor mod Serpina og Noatan.
Mange følelser Takket være et godt overblik, ægte og levende personbeskrivelser samt en evne til at skabe nervepirrende situationer får Helle Ryding det hele til at blive sprællevende. Det er uhyre vanskeligt at slippe bøgerne, når man først er gået i gang. Det er godt, at andet og tredje bind udkom samtidig. Det havde ikke været sjovt at vente et år på fortsættelsen af andet bind! Rydings bøger er tilpas anderledes end andre bøger i samme genre. Måske fordi der er så mange følelser gemt i dem, og at disse i så høj grad får lov til at gennemsyre bøgerne. De enkelte personer er ikke kun gode eller onde, men kæmper med sig selv, samtidig med at omverdenens ubønhørlige krav kræver handling af dem. Tvivlen må de gemme til senere. Det er en aldeles fremragende serie, som fortjener mange læsere.
2013-05-24
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret