Q som i quetzal
Bokssæt med 7 bøger à 28 sider. Vejl. pris 200 kr. Forlaget Carlsen.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Anders Morgenthaler snyder for vildt. Lad det være sagt med det samme. Ikke nok med at hans ABC er beregnet til selvlæsere, men hans fabler lever kun med nød og næppe op til genrebetegnelsen. Men som altid med Morgenthaler, er man villig til at tilgive ham meget, fordi han er så pokkers opfindsom.
At børn kan læse fablerne selv er nok lidt af en tilsnigelse. Teksten er i hvert fald ikke alle steder afpasset børn, der lige har lært at læse. Det smarte er imidlertid, at flere ord på hver side i teksten er erstattet af billeder. For eksempel står der ikke »bjørn« i teksten, men i stedet er der en lille tegning af en bjørn. Og når ordet er i flertal, så er der to bjørnetegninger lige efter hinanden. Der er rigtig mange ord i bøgerne, der skal »billedlæses«. På den måde kan barnet jo sagtens læse dele af teksten selv. Det er såmænd også logisk nok, for når børn først kan læse, hvad skulle så lokke dem til at åbne en ABC? De fleste ABC’er er i deres natur formalistiske. Forfatterne holder på formerne og knokler med at finde et passende rim eller andet, de kan bruge som indgang eller tema. Hvem kan for eksempel glemme Halfdan Rasmussens herlige kamp med bogstavet Q: »Q er et bogstav i alfabetet / man bruger det sjældent men her kan du se det.« Morgenthaler finder et nemt smuthul. Han bruger ikke dyrenes artsnavne, men giver dem i stedet egennavne, der starter med de relevante bogstaver. For eksempel klarer han Q således: »Q som i quetzal«. Quetzaler er små fugle – i øvrigt Guatemalas nationalfugl og møntfoden sammesteds. Ganske opfindsomt, selv om man spejder forgæves efter en tegning af fuglen i bogen. Og forfatteren fortsætter: »eller Q som i haletudserne Q1, Q2 og Q3.« Og så handler den fine fabel om haletudserne Q1, Q2 og Q3, der alt for hurtigt for moren bliver voksne og flytter hjemmefra.
Fabler har som genre mindst 3000 år på bagen. I sin reneste form er en fabel en kort fortælling, der formidler en morale. Anders Morgenthaler har udgivet indtil flere samlinger, men han har et noget uortodokst forhold til fablerne: Hans historier er komiske, ofte latrinære og gerne klamme, nogle gange aldeles tåbelige og som hovedregel langt ude. Enkelte gange skal man endda virkelig se efter en pointe i teksten med luppen. Som i fablen om termitterne, der ender med at æde hele universet, fordi termitdronningen hele tiden skynder på sine undersåtter.
Heldigvis er der masser af små perler iblandt de 28 fabler, som den om duen Rosa, der ufrivilligt får ruget et ørneæg ud, og fortælleren ender med at konstatere, at »nogle gange kan man godt blive glad for noget, man ikke har bestilt.« Eller fablen med rensdyret Nordbert, der snyder jægeren, og hvor moralen er tydelig: »Når man er sulten, får man tit gode ideer. Husk det, hvis du vil være kunstner.« Og det er Morgenthalers 28 dyrefabler et godt udtryk for: masser af gode ideer iblandet en fandenivoldsk hyperaktivitet. Det er da lige noget for alle, der elsker korte, uforudsigelige historier.
2013-06-07
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret