Julemandens død. Glem alt om kaneture, klippe-klistre og hjemmebag - i Kenneth Bøgh Andersens julekalender er december fuld af iskold ondskab og blodige mord. Det er vildt opfindsomt og døduhyggeligt.

Kenneth Bøgh Andersen har før skrevet sællerter som Antboy, fantasyromaner som Den store djævlekrig og en lang række gysere. Der er altid gang i hans bøger, og han elsker at udfordre de grænser, som genren sætter for hans historier. Hans nye julekalenderroman, Julemandens død, er ingen undtagelse fra reglen. Hvor finder man ellers en kalenderhistorie med flere end 24 afsnit, hvor kapitlerne indimellem er for korte til at fylde en hel dag, og andre gange næsten for lange? For at gøre det endnu mere kompliceret, kommer hovedpersonerne til at lave om på tiden, så den 11. december dukker op to gange, med den 25. december midt i det hele. En større udfordring for en julekalenderoplæser!

Kalenderhistorien starter temmelig dramatisk med mordet på julemanden. Skurken er en sortklædt skikkelse, med arrede, benede fingre og negle som kroge. Den anden december møder vi for første gang tvillingerne Frederik og Katrine. De er søde og har fået pakker fra julemanden alle år ( Frederik dog med et enkelt års undtagelse). Deres klassekammerat Jesper skal overnatte hos dem. Jesper står bestemt ikke på den liste over søde børn, som Julemanden så på, lige før han blev myrdet.

De tre opsøges af nissen Aruld Hildemar Torrildsøn III, som det lykkedes at flygte fra Julemandens værksted, da det blev angrebet af den morderiske djævels farlige monstre med det mundrette navn: Kallikantzaroier. Han må have deres hjælp til at redde, hvad reddes kan. Sammen tager de af sted mod Julemandens værksted og forfølges af de farlige Kallikantzaroier, som næsten tager livet af dem.

Det er ikke nogen rar rejse. Nisser alle vegne bliver dræbt, og da de endelig når frem til Julemandens værksted, finder de spor efter de store grusomheder, nisserne har været udsat for, inden de blev dræbt. Måske er der en mulighed for alligevel at redde julen, men oddsene ser ud til at være meget dårlige.

Julemandens død er en af de mest uhyggelige julehistorier, jeg har læst. Den er velskrevet, grusom og opfindsom. Kun ét sted halter logikken - nemlig da børnene søger hjælp hos Kong Frost, som ikke ved, hvem Jesus er, men kender dødssynderne, som er en kristen opfindelse fra det fjerde århundrede. Men det er en detalje. Historien får nakkehårene til at rejse sig og er ikke til at slippe. I den forstand er det utænkeligt at læse den over 24 dage. Det er den alt for spændende til!

2013-08-30

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret