Så dræb dog dig selv
344 sider. Vejl. pris 270 kr. Carlsen
Anmelder: Arguimbau, Damián
Hetz. Flot og aktuel ungdomsroman om grov mobning på Facebook og SMS.
450 børn i Danmark indlægges hvert år efter et selvmordsforsøg. Hvorfor børn forsøger at tage livet af sig selv, er der ikke mange statistikker på. Men mobning snupper klart en af førstepladserne på årsagsstatistikkerne. Ungdomstiden er barsk. Der sker meget i ungdomsårene, samtidig med at man fortsat er meget afhængig af sine forældre. Ens egne muligheder for at komme ud af dårlige situationer er simpelthen mere begrænsede, når man ikke bare kan bestemme tingene selv.
Måske er det derfor, at forskning fra blandt andet Center for Selvmordsforskning viser, at 40 procent af de danske 16-24-årige børn har haft selvmordstanker. Sarah Engells fjerde roman, 21 måder at dø, handler om internetmobning og selvmordstanker. Hovedpersonen Stella kommer på kant med sin bedste veninde, Amalie, da de begge stiller op i en tv-sangkonkurrence som gruppe, og kun Stella får tilbudt at fortsætte. Herefter får Amalie på den mest nedrige måde vendt klassen mod Stella. Hun opretter hadefacebook-grupper og sender SMS´er, som skal bidrage til at nedbryde Stella.
Stella er i forvejen meget sårbar, da hendes mor, der var en kendt sangerinde, er død af kræft for få måneder siden. Stellas far er helt ødelagt over tabet og har været sygemeldt siden. Derfor synes Stella ikke rigtigt, at hun kan tale med sin far om, hvad der sker på skolen.
Situationen bliver kun værre, efterhånden som tiden går, og de få venner, som Stella kan tale med, bliver efterhånden truet til at holde sig fra Stella af Amalie og hendes klike. Til sidst kan Stella kun se en udvej. Derfor har hun udarbejdet en liste over 21 mulige måder at begå selvmord på. Nu skal hun bare vælge en af dem.
Hvert kapitel i bogen er krydret med en side med sort baggrund, som viser et sandt eksempel på et selvmord, der skyldes mobning: »USA 2010: 11-årige Celina Okwuone bliver mobbet af sin klasse. En dreng hun er forelsket i skriver: ´ u r so ugly...´ Samme dag hænger Celina sig i sit klædeskab med et bælte om halsen.« Nogle gange bliver eksemplet også brugt i selve romanens forløb, hvor flere detaljer om forløbet afsløres.
På et tidspunkt bliver de voksne inddraget, og her er det markant, hvor dårligt de håndterer situationen. De voksne er ude af stand til at se børnene som reelle individer. De er børn. De kan per definition ikke være onde. Alt kan derfor klares ved at tale sammen og blive gode venner igen. Men i bogen er det tydeligt, at snak alene ikke hjælper en døjt. Der skal hårdere midler til. En mærkbar konsekvens for den, der mobber. Desværre er det mit personlige indtryk, at Engells fremstilling giver et retvisende billede af, hvordan mobning generelt takles af voksne i dagens Danmark.
Sarah Engell skriver på et flydende nudansk. Hendes romaner er mere barske end gennemsnittet, måske nok fordi hendes personer er rigtig gemene og hovedparten af situationerne så genkendelige. Ved samtidig at fokusere på et altoverskyggende emne får hun virkelig sat tingene godt på spidsen. Det er umuligt ikke at blive grebet af Stellas situation. En fantastisk flot, aktuel og vedkommende roman, der fortjener at blive læst, ikke kun af unge, men også af alle dem, der dagligt har med unge at gøre.
2014-02-28
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret