Noget af det første, man overhovedet kan lege med børn er ´borte-tit-tit´ legen. Det er en guddommelig oplevelse for babyer. De ser forundrede ud, når man gemmer sit ansigt, for dernæst at lyse op i et stort grin, når man igen viser sig fra sit skjul. Denne simple leg slides ikke op før efter mange måneders brug. I det hele taget er forsvindingsnumre en kilde til morskab og tidsfordriv i løbet af et menneskes liv, lige fra legen med babyen til de meget sofistikerede David Copperfield tryllekunster, hvorunder hele fly er forsvundet for øjnene af et måbende publikum. En del af forventningen i disse lege og tryllekunster er forbundet med den spænding, der består i, om man er i stand til at genfinde den person eller det objekt, som er borte. Der er for eksempel ikke meget grin ved at få tryllet sit bedste ur væk af en dygtig illusionist, hvis ikke vedkommende kan hoste op med det igen. Billedbøger for børn i alle aldre har med held opdyrket forsvindingsemnet i en rig og varieret form. Det nyeste skud på stammen er Anna & Nanna - pist væk, en billedbog i versefødder for de mindste, illustreret af den meget produktive Dina Gellert og sat i musik af Henrik Sten Nielsen. Efter hvert vers forsvinder tvillingesøstrene Anna & Nanna, hvorefter det er den lille læsers opgave at finde dem i den modstående illustration. Tegningerne er udført med blyant på brunt karton, hvilket giver bogen et meget rart og mildt udseende. Pigerne kan til tider være ganske svære at finde, og gemmer sig i mønstre, der er dannet af lamper, sten eller abstrakte malerier. En lille morale er også gemt til sidst, hvor pigerne ser sig ganske forladt af alle de familiemedlemmer, de har bragt i forlegenhed ved deres forsvinden. Selv om det ikke kan siges at være en ny historie, så er det er ganske fikst gjort, og det er givet at de allermindste vil falde for bogen. Lidt mere sofistikeret er Thomas Windings bog om forsvindinger, Emile er bare skøn, illustreret af Peter Hentze og Winding selv. Det er en del af den fortsatte serie om Emile fra Senegal, som begyndte med bogen Emile er meget farlig! og fortsatte med Emile og naturens orden. Historien handler om Emile, der har fået en lillesøster, som efter Emiles opfattelse stjæler alt for meget af forældrenes tid. ´Når Emiles lillesøster græder, kommer mor og far straks og trøster hende. Og når Emiles lillesøster smiler, bliver mor og far så glade ...´ Det samme er selvsagt ikke tilfældet, når Emile græder eller når han smiler. Også selv om Emile selv synes, at han er ret skøn. Derfor forfatter Emile en række drengestreger, som han ivrigt benægter at være ophavsmand til: ´Nej, det var ikke mig.´ Efterhånden bliver forældrene noget kede af Emiles opførsel og nægter, han er tilstede, selv om Emile ivrigt råber, at han står lige foran næsen af dem: ´- Næe, det kan ikke være dig, siger far. - Hvorfor ikke? - For det siger du jo selv... Det er ikke mig... det er ikke mig.´ Så går det op for Emile, at hans strategi ikke er den smarteste i verden. Illustrationerne i bogen er meget anderledes, end man er vant til: Baggrunden på siderne er lys, som regel gul/orange, med forskellige mønstre, der både kan være symmetriske og asymmetrisk. På disse bagrunde er selve personerne tegnet med en enkel sort streg. Virkningen er spændende, man kan nemt forgabe sig i de smukke mønstre og forsøge at få en mening ud af dem, alt mens de sorte streger trækker bogen hen til en virkelighed, som baggrundene synes at negere. Det lyder avanceret, og det er det også, men det er samtidig blevet til en smuk komposition, der passer godt sammen med historien, og som ikke taler ned til hverken børn eller voksne. Ting kan også blive væk for børnene - og det gør ting desværre også med en alt for stor hyppighed. I Tove Kurtzweils og Pia Kejlbos billedbogsdebut, Mille og Mikkels fødselsdag bliver hovedfødselsdagsgaven, en stor gul bold, væk for børnene og en jagt indledes, omend ikke så begivenhedsrig som jagten i Ib Spang Olsens berømte klassiker, Bolden. Det, der gør Mille og Mikkels fødselsdag til noget særligt, er Pia Kjeldbos illustrationer. Som fast dukkefører i Marionet-teateret i Kongens have er hun givetvis vant til at lave nye, og ofte særdeles besynderlige og abstrakte historier og kulisser, som til de voksnes overraskelse falder i børnenes smag. Mille og Mikkels fødselsdag er ingen undtagelse. Illustrationerne er opsigtsvækkende barnlige, lavet med fedtfarver, der giver opslagene en luftig og glad anstrøg. Kunstfotografen Tove Kurtzweils tekst er håndskrevet med et virvar af store og små bogstaver blandet sammen, som passer som hånd i hanske med de livlige og springende illustrationer i bogen. Det er en fornem debut, og man kan glæde sig til parrets næste bog, som de ifølge pålidelige kilder allerede er i gang med at udtænke.

1997-06-20

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret