Eventyr. Den spøjse hr. Astrakan fortæller otte-årige Ole historien om den oldgræske helt Odysseus. Men desværre nedtoner han de uhyggelige dele.

De græske guder er slet ikke døde. Tværtimod påkaldes de flittigt i dag i bøger og film, og gudernes historier udvikler sig stadig. For eksempel i Rick Riordans meget populære serie om Percy Jackson, som er søn af havets gud, Poseidon. Mine eftermiddage hos hr. Astrakan er en oplæsningsbog, der handler om den otte-årige dreng Ole, og som samtidig i meget store træk genfortæller historien om Odysseus.

Oles far er som Odysseus kaptajn på et stort skib. Ved historiens begyndelse skal Oles far på langfart i otte uger. Det er lang tid, og Ole savner allerede sin far, inden han er rejst. På vej hjem fra SFO´en standser han ved et tilfælde ved hr. Astrakans antikvariat.

Det er en mærkelig butik fyldt med alskens gamle ting. Hr. Astrakan er noget spøjs og inviterer Ole indenfor. Hver eftermiddag de følgende otte uger fortæller han Ole om Odysseus´ rejse. Så går tiden hurtigt, men Ole har vanskeligt ved at skelne fantasi fra virkelighed. Så da Hr. Astrakan fortæller, at Odysseus´ kone omringes af bejlere, tror Ole, at TV-reparatøren er ude efter hans mor.

Kunstneren Martin Bigums tegninger gør deres til at få Odysseus´ historie til at blive mere levende. Bigum har sans for dramatik, og tegningerne er meget udtryksfulde og lidt provokerende. Forstået på den måde, at farvelægningen virker noget lys og fersk, selv om motiverne næsten skriger efter stærkere og mørkere farver. Og så lykkes det alligevel Bigum at fremmane det uhyggelige i de lysegrå skygger, hvor det nu er nødvendigt. Hans mange stregtegninger er gode og sætter lidt fut i siderne.

Jens Christian Grøndahls fortælling er noget stilfærdig og næsten for rolig, bortset fra da Odysseus skal jage konens mange bejlere ud af sit hus. Grøndahl bruger et noget gammeldags sprog og nedtoner det farlige. For eksempel da uhyret Skylla med de seks hoveder snupper nogle af Odysseus´ sømænd.

Så siger hr. Astrakan: »Odysseus tænkte, at det var det værste, han nogensinde havde været ude for.« Det tror man bare ikke på, for det er ikke længe siden, Odysseus så en kyklop rive flere af sømændene i stykker og æde dem. Herudover er der for lidt historie til de otte uger, Oles far er væk. Bogen har bestemt stærke sider, men generelt mangler der mere saft og kraft, hvis det for alvor skal fænge.

Du er bedre tjent med at læse Bent Hallers gendigtning af Odysseen, selv om den er vildt uhyggelig - eller Villy Sørensens noget kortere, men bestemt ikke ringere, genfortælling.

2014-04-04

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret