Femi-eventyr. Den dydige prinsesse er afløst af en temmelig selvrådig teenager, men er det en god idé?

Gælder der specielle regler, når man anmelder børnebøger? Diskussionen er lige så gammel som genren selv. Der er fortalere for at lægge vægt på det moralske i sin vurdering, mens andre mener, at det kun er det litterære, der skal bedømmes. Er der med andre ord tale om kunst eller brugskunst? Problemet er særlig aktuelt i forbindelse med Neil Gaiman og Chris Riddells ekstravagante billedbog Søvn og Torne, som er en erklæret feministisk og moderne fortolkning af Tornerosehistorien med en teenage-Snehvide i hovedrollen.

I Søvn og Torne møder vi den unge dronning Snehvide, der skal giftes med sin prins. Tre dværge er draget til nabolandet Dorimar for at købe fint silkestof til hende. De to lande er adskilt af en høj bjergkæde, som selv fuglene ikke kan flyve over, men heldigvis kan de tre dværge gå under bjergene. Da dværgene når frem, opdager de, at Dorimar er ramt af en forbandelse, og at såvel mennesker som dyr i kongeriget er faldet i søvn. Da dronningen hører det, tager hun sin ringbrynje på og drager sammen med dværgene af sted for at redde Dorimar. I Dorimars midte ligger slottet omgivet af et krat, og i et af slottets tårne ligger der en lyshåret prinsesse og sover. Det lykkes dronningen at komme ind til slottet og give prinsessen et kys. Selve afsløringen af heksen, som står bag trolddommen, er ret godt fundet på, og da heksen er overvundet og folket vågnet, foreslår dværgene, at Snehvide nu kan vende tilbage til sit bryllup. Men sådan skal det ikke gå: »Der findes valg, tænkte hun, da hun havde siddet længe nok. Der findes altid et valg.« Og Snehvide vælger i stedet at tage den modsatte vej - mod nye eventyr.

Ved første øjekast virker det som en perfekt slutning: Her har vi en historie, hvor den kvindelige hovedperson er den aktive part og helt. Oven i købet kan hun til sidst også sejre ved at gøre sig fri af alle forventninger. Hun kan glemme sit kongerige og søge eventyret.

Det passer som fod i hose i vores individualistiske tid: Skidt med, at hun har et kongerige at passe, skidt med hendes forpligtelser over for folket, nu gælder det hende selv. Men er det også en morale, som vi ønsker at give videre til vores børn? Som anmelder vakler jeg mellem oplevelsen af en inspirerende tekst med fantastiske illustrationer og en omgang moralske kvababbelser i forhold til det budskab, som historien formidler. På den ene side forstår jeg fuldt ud den ungdommelige selvstændiggørelse, som historien tegner op, men på den anden side synes jeg, at det er problematisk, at hensynet til fællesskabet vægtes så ringe. Men med sin slutning kan historien selvfølgelig provokere til en indholdsrig diskussion mellem lytter og oplæser omkring lige præcis den problemstilling, hvilket litterært set er fremragende.

Uanset hvilket standpunkt, man indtager, er bogen, som al anden god litteratur, bestemt værd at forholde sig til.

2015-06-04

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret