På dødslisten
Gyldendal. 280 sider. 200 kr.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Sci-fi. I en nær fremtid vil robotter måske være vores bedste venner - eller værste fjender.
I december sidste år advarede den verdensberømte britiske fysiker Stephen Hawking om, at kunstig intelligens kan gøre en ende på den menneskelige race. Det samme er blevet spået af milliardæren Elon Musk, som har skabt elbilen Tesla. Den danske forfatter Søren Jessen har også forestillet sig en fremtidsverden, hvor de intelligente maskiner findes og udgør en alvorlig trussel mod menneskeheden. Det sker i trilogien Det blå blod, hvis andet bind, Robotmordene, netop er udkommet.
Navnet på trilogien skyldes den nanovæske, der flyder i de kunstige årer hos de menneskelignende robotter. Normalt kan robotter ikke skade mennesker, men en gal videnskabsmand har ophævet den begrænsning, og den 13-årige Erton har været vidne til det første robotmord. I seriens andet bind er det lykkedes politiet at opsnappe en dødsliste med navne på tyve prominente personer. Én for én begynder de mennesker, der står på listen, at blive dræbt af robotter.
Ertons navn står også på dødslisten, og det hemmelige politi forsøger at holde ham i sikkerhed sammen med veninden Sasi, men det viser sig at være en temmelig vanskelig opgave, når alle robotter på Ertons vej pludselig kan forvandle sig til dødsmaskiner.
Erton er ikke nem at holde skjult, for han er tilsyneladende også nøglen til løsningen. Men hvad er det, der gør ham vigtig? Der er meget på spil i bogen, som indimellem bliver lettere filosofisk. Man kommer ikke udenom at skulle forholde sig til nogle centrale emner, som romanen berører. Også i fremtidens samfund finder man mennesker, der ønsker sig en verden uden avancerede teknologiske hjælpemidler som tænkende og talende robotter.
Søren Jessen er virkelig dygtig til at bygge et troværdigt og kompliceret plot op. Efterhånden som man hvirvles ind i historien, bliver sammenhængene tydelige. Alligevel får man flere overraskelser undervejs i historien, der drejer fortællingen i en ny retning. Man er derfor på intet tidspunkt absolut sikker på, hvordan det hele vil ende.
Jessen har udnyttet trilogiens verden til en anden serie for de yngre læsere, Mag O´Neal, og naturligvis optræder hovedpersonen fra den serie også i en birolle i Robotmordene. Selv hvis du ikke er helt vild med science fiction, så er Det blå blod en virkelig velskrevet og velkomponeret trilogi, som du ikke bør snyde dig selv for.
2015-06-04
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret