Nordisk Råd. Tilbageskuende pædagogisk aktivisme fra de kriseramte nordiske områder.

»Denne bog er tilegnet alle dem, der må vige for civilisationens krav« står der på titelsiden i billedbogen Durrebjørnen og skuterløypa, som samerne i år har indstillet til Nordisk Råds børne-og ungdomslitteraturpris. Der er ingen tvivl om, at det er pædagogikken og de gode hensigter, der er i højsædet. Nogenlunde det samme er tilfældet for Naja Rosing-Asvids grønlandske bog, Aqipi - til sommerfest, som vil give nutidens børn en smule indsigt i de gamle grønlandske ritualer, fangst-og madkultur samt myter.

Samerne og grønlænderne er de befolkningsgrupper i Norden, hvis oprindelige levevis i dag er under størst pres. Klimaændringer, de unges ønsker om et mere moderne liv med bedre uddannelsesmuligheder, massemediernes påvirkning, den mindre efter spørgsel efter typiske lokale produkter - det er alt sammen med til at gøre, at barndommen og ungdommen i dag er en helt anden, end den var for de tidligere generationer.

Samerne har i år indstillet Veikko Holmbergs billedbog om to bjørne, Durre og lillebjørnen Darre, som sover i deres vinterhi, men bliver forstyrret af en nærliggende og nyanlagt snescootersti. Durre forsøger at overtale folk til at finde sig en anden vej, men uden held. Til sidst vælter Durre og Darre et træ, som effektivt lukker vejen for sne scooterne, men til gengæld bliver folk sure, og det ender med, at kommunen udsteder en særlig jagttilladelse, så de »farlige« bjørne kan blive skudt.

Der er et par gode samer, der hjælper bjørnene med at skjule sig, men til sidst finder en jæger frem til bjørnene. Netop som han står med riflen klar til skud, står bjørnen frem foran jægeren: »Jeg ønsker bare å leve i fred her i skogen. Har ikke bestemora di fotalt deg hvordan det er å bli jaga bort fra hjemmet sitt? De mektige herrene tok jo hjemplassen hennes med makt for å bygge den svære demningen som er der nå.« Så sænker jægeren Jonny sit gevær, for hans bedstemor ville næppe sætte pris på, at Jonny skød bjørnene, bare så menneskene kunne få det hele for sig selv.

DER er absolut intet, der er overladt til fantasien, og det er bogens allerstørste svaghed. Mærkeligt er det også, at bjørnene dels er vilde, dels kan tale og ræsonnere ganske fornuftigt med mennesker. Deres rolle i historien er udelukkende pædagogisk, der er ikke meget bjørn over dem. Sissel Horndals illustrationer passer godt til teksten, med masser af jordfarver og tykke, lidt primitive streger, der understreger naturen, men visse steder kan tegningerne være lige firskårne nok.

Naja Rosing-Asvids bog er til gengæld dårligt illustreret. Det er ret ærgerligt, for der findes en hel del fremragende grønlandske illustratorer, blandt andre Julie Edel Hardenberg, som virkelig kan udfordre andre nordiske billedbogskunstnere. Det går nogenlunde for Rosing-Asvid, når grønlandsk værktøj og udstillinger skal afbildes, men så snart der er lidt bevægelse og mennesker på, formår hun ikke at tilføre billederne liv overhovedet, ligesom farvelægningen er alt for fersk og mangler krop.

Historien om hjælpeånden er egentlig okay og handler om nogle fangere, der spørger åndemaneren om vejret de næste dage. De skal nemlig på isbjørnejagt og er bekymret for, at der skal komme en voldsom storm. Åndemaneren vækker hjælpeånden, som rejser frem i tiden og blandt andet besøger Havets Moder for at undersøge, hvordan vejret vil blive de næste dage. Hjælpeånden bliver over modig og kommer for langt frem i tiden og til i dag, hvor åndemanerens ting er udstillet på et museum. Her vælter den lille hjælpeånd Aqipi bogstaveligt talt rundt i den grøn landske udstilling og skræmmes af de besøgende børn bag glasmontren. Til sidst vender han tilbage til sin egen tid og kan fortælle, at vejret nok skal arte sig, men at fremtiden ser rystende ud. Det tror åndemaneren ikke på! Rosing-Asvid formår via historien at spænde over livet før og til nu, hvor det kun er på et museum, at åndemanerens ting har en funktion. Forfatteren har ikke samme aktivistiske tilgang i sin fortælling, som samen Veikko Holmberg har i sin bog om bjørnene, men begge fortællinger er dybt tilbageskuende.

Jeg savner noget i bøgerne, der peger fremad og forholder sig mere konstruktivt og fantasifuldt til det samfund, som nutidens samiske og grønlandske børn befinder sig i lige nu og her.

2015-07-31

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret