Fortrængninger. Arvespørgsmål kan bringe det værste frem i voksne mennesker. Det er ikke kønt at se på, heller ikke for deres børn.

Tre generationer i en velhavende, men uharmonisk familie tilbringer somrene på en privat ø ved Massachusetts kyst. Det er rammen for E. Lockharts (pseudonym for den amerikanske forfatter Emily Jenkins) Vi var løgnere, hendes første bog oversat til dansk.

Romanen er først og fremmest en beretning om de tre generationer. Patriarken, den rige morfar, har tre døtre, der alle drikker for meget og lever af hans penge. De er også alle skilt, først og fremmest fordi morfaren stort set har frosset ægtemændene ud. Det er hovedpersonen, barnebarnet Cadence Sinclair, pinligt klar over. Hun beskriver sin fars farvel til familien således: »Han sagde til min mor, at han ikke var en Sinclair, og at han ikke længere kunne prøve at være det. Han kunne ikke smile, kunne ikke lyve, kunne ikke være en del af den smukke familie i de smukke huse. Kunne ikke. Kunne ikke.

Ville ikke.« De tre døtre konkurrerer forlods om faderens arv og tvinger deres børn til at skrive kærlige kort til bedstefaren for at stå sig bedre, når hans testamente skal skrives.

Kontrasten til bedstefarens og døtrenes mærkelige forhold er børnebørnene i skikkelse af Cadence og hendes jævnaldrende fætter Johnny og kusine Mirren samt Gat, der stikker ud ved at være fattig, af indisk afstamning og Johnnys bedste ven. De fire venner tilbringer altid somrene sammen på øen.

Da romanen starter, er Cadence næsten 18 år og kun knap kommet sig efter en grusom, men ukendt ulykke, hun ikke husker noget om. Det er sommer, og hun er kommet til øen igen efter to års pause. Langsomt, og noget smertefuldt, begynder hun at huske brudstykker af tidligere somre og kommer derved tættere på sandheden om sin ulykke.

Såvel for læseren som for Cadence smelter somrene sammen, og det er bevidst gjort vanskeligt at finde hoved og hale i, hvad der sker i nuet, og hvad der foregår tidligere, alternativt i Cadences fantasi. Romanen er velskrevet Cadence melder allerede fra starten, at hun er glad for tvetydige ord. Da faren forlader hende og moren, lyder det: »Så tog han en pistol frem og skød mig i brystet.

«Det sker kun billedligt, og forfatteren fortsætter med beskrivelsen af »den ildrøde skam over at være uelsket«, der gennembløder græsset og spræller »som en ørred mellem pæonerne«. Lockhart har virkelig arbejdet med formen og med plottet, for det er først til allersidst, man finder ud af, hvad der egentlig er sket.

Romanen sælges med en stærk anbefaling af forfatteren John Green, hvis romaner er blevet kult, især blandt piger. Hans romaner er relativt stille, med få, men markante karakterer, og handlingen kredser om en af hovedpersonerne, der oftest skal komme overens med sin fortid eller baggrund. Det er jo lige i øjet i forhold til Vi var løgnere. Mit største problem med romanen er, at E. Lockhart har prøvet lidt for hårdt: Det er for finpudset, for konstrueret, og personerne er vanskelige at engagere sig i. Deres store rigdom og private ø virker fremmed og fra en helt anden, uvirkelig og glitret reklameverden. I kontrast hertil - og anderledes engagerende - står den markante skildring af kløften mellem bedstefaderen og døtrene og disses manipulation af deres børn med arven for øje. Det er den, der er omdrejningspunktet for de fire unges forargelse, og som provokerer dem til at finde egne og fælles løsninger til at håndtere situationen. Og det er den, der, sammen med sproget, er hele romanen værd.

2015-10-09

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret