Billedbøger. Billeder er betydningsbærende og påvirker børn lige som hulemalerier påvirkede stenalderfolket.

Hulemalerier betragtes normalt som religiøst betingede kunstværker, hvor jægerne, inden de tog på jagt, malede byttet på hulernes vægge for således at påkalde dyrene inden jagten begyndte. Eksempler på nogle af disse hulemalerier kan vi finde over det meste af kloden, selv om europæere mest vil huske hulerne i Altamira eller Lascaux. Hulemalerier er udført med uhyre enkle streger og med ganske få farver, og alligevel formår de at repræsentere et dyr, så man ikke er i tvivl om, præcist hvilket der er tale om - et dyr, som oven i købet er fyldt med liv og bevægelse. I dag anskuer vi den slags for barnagtigt: At et billede i sig selv kan påkalde et dyr er jo noget vrøvl, og derfor kan vi affærdige folk som uvidende, hvis de i forlængelse af dette mener, at man tager noget af deres sjæl, hvis man fotograferer dem. Den gode professor Gombrich har i sin populære kunsthistorie fra 1950 på overbevisende vis forklaret, at der alligevel er noget tilbage i det moderne menneske af denne primitive følelse: Kan De måske tage et billede af deres barn eller kæreste og maltraktere det, for eksempel ved at pille øjnene ud af billedet, uden at føle ubehag ved det? Billeder påvirker os, uanset hvor enkle de er, fordi de er betydningsbærende. En parallel til, hvordan hulemalerier må have virket på stenalderens folk, må være at lade børn kigge i en billedbog som Regndansen. Niki Daly er en fremtrædende sydafrikansk billedbogskunstner, der i sin seneste billedbog, Regndansen, har gjort brug af de samme ikonagtige tegninger som stenalderfolket. Det er jordfarver, der dominerer siderne, selv om moderne blålige og gule farver også er at finde i bogen. Andre ting, som ikke helt hører hulemalerne til er brugen af skygger og perspektiv, samt et symbolsk sprog, som står i stor gæld til nogle af 1100-tallets ikoniske repræsentationer af bibelske fortællinger. Billederne er tykt ladede af symboler, men er samtidig begavet med en livlighed, der til tider er så sprælsk, at man på det nærmeste synes, at man ser en tegnefilm for sig, og ikke en billedbog. Historien, som Nola Turkington fortæller, og som billederne illustrerer, stammer fra buskmændene og handler om pigen Bau, som er en dygtig danser. Regndansen kan hun dog ikke danse, og da der har været tørke i 13 måneder, må hun derfor vandre af sted og finde Regnkvinden, så hun kan lære dansen af hende. Krasilnikoffs oversættelse er fyldt med en lige så stor symbolik som illustrationerne, og benytter dertil en række fantastiske sprogbilleder: ´Når Bau dansede de gamle danse, piskede det røde Kalahari-støv om hendes ankler, og danseranglerne omkring læggene raslede og hvislede.´ Når man snakker om de talløse stjerner i bibelske fortællinger, så hører vi her i stedet, at der er ´lige så mange danse som der er frøskaller i en danserangle´, og når det regner, kan det enten ske blidt, ved at den blide regn ´slår sit dråbehår ud´, eller hårdt, ved at ´regnen er vred og er som en mand, der er fyldt til randen af arrigskab og parat til at slås´. Tekst og billedside passer glimrende til hinanden og danner tilsammen en smuk, sigende fortælling, der via billeder lader historiens vingesus komme ind ad hoveddøren, mens teksten åbner vinduet til en verden, der føles magisk.

Fortællingen om Den hemmelighedsfulde flod stammer også fra Afrika, nærmere betegnet Sydafrika, hvor den i den centrale og sydlige del er lige så kendt som historien om Klods Hans er hos os. Det er en klassisk historie om en køn og beskeden ung pige, som alle andre piger i landsbyen er enormt misundelige på. For at tilføje hende ondt narrer de hende til at kaste sine smykker i floden og i sin søgen efter dem møder hun en hæsligt udseende kvinde, der er tjener hos et menneskeædende uhyre. Fordi hun viser kvinden medlidenhed hjælper kvinden pigen og sender hende retur med nye - og mere værdifulde - smykker. Straks styrter alle de misundelige piger i floden, men da de ikke viser medlidenhed mod den uskønne kvinde, advarer hun dem ikke, da uhyret vender sultent hjem. Illustrationerne i bogen er affotograferede malerier af Zimbabwe-maleren Larry Norton. De spænder fra den helt realistiske naturafbildning, der viser skumringen og med sin lyssætning giver en næsten melankolsk stemning, til det symbolske, hvor de misundelige piger står som umælende og skræmmende grønlige søjler omkring den uskyldige pige. Herudover kan man finde næsten tegneserieagtige malerier, der med stærke farver og sindrig perspektivering må få tegneseriefans til at sukke af veltilfredshed. Det er en imponerende billedbog, der både vil skræmme og betage små børn, især hvis de har hang til drilleri.

For at vi ikke skal komme i en al for afrikansk stemning, med fare for at vække eventuelle skjulte udrejselængsler, er det ikke helt skørt at tage noget ægte europæisk med ind i anmeldelsen, nemlig Gérard Moncombles Drømmerøverne kommer, som oven i købet har den fordel, at den bringer løsningen på ens eventuelle rejselyst. Den handler om at sidde og drømme: ´Du sidder i din have og drømmer om at være et helt andet sted. Det er ganske ligetil: Du skal bare lukke øjnene!´ Og herfra bevæger vi os i en hel anden tid, et helt andet sted og ´nu kan historien begynde´. Via associationer til middelalderlig mystik, bevæger vi os videre til sørøvernes gyldne tidsalder og tilbage til dengang, man ikke behøvede at skamme sig over at tro på dragers eksistens. Den største fornøjelse ved historien vil være de detaljerede illustrationer, der snyder ved at foregive at være realistiske, og som med deres storslåede og ganske skamløse rumlige effekter drager én ind i en fabelverden, der aldrig har eksisteret, og som dog er en del af vores kulturelle ballast. Det er frækt, professionelt og indtagende gjort.

1997-01-17

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret