Et af de tidspunkter, hvor folk føler sig hjælpeløse er når de skal til at købe bøger til børn. Selv forældre, der har læst alskens bøger fra A til Å for deres børn, er ofte i tvivl, når de står med en tilfældig børnebog i hånden. Er den for svær? Er den spændende nok? For hvilken aldersgruppe er den beregnet til?

Uden at vide det kommer disse forældre ind midt i en større diskussion blandt børnebogsfolk i det hele taget. I de glade 60´ere forsøgte man sig med varedeklarationer på børnebøger. På bagsiden kunne man altid læse, for hvilken aldersklasse, bogen var beregnet. Man forsøgte sig også med lixtal deklarationer, men det var der kun få af brugerne, der forstod meningen med. Efterhånden holdt man op med at angive aldersgrupper bag på bøgerne. Det kunne man ikke sige, mente et flertal - især af forfattere, men også af forlæggere og bibliotekarer. Ungdomsbogsforfatterne klagede også over, at deres bøger stod i børne- og ungdomsafdelingen. Den aldersgruppe, de henvendte sig til, læste flest voksenbøger - så hvorfor lave en falsk adskillelse? I øvrigt var der mange af de voksne, der kunne have glæde af at læse ungdomsbøger også, mente de.

Ud fra ovenstående - meget forkortede og groft generaliserende referat af en lang, lang debat, kan man altså se, at for mange er det ganske umuligt at svare på så enkelt et spørgsmål som: Til hvilken aldersgruppe er denne bog beregnet til? Ja, det er ikke alene umuligt, men det er også noget af en pestilens at få stillet spørgsmålet i det hele taget, uanset hvor forståeligt det end er. For man kan være ganske sikker på, at svaret vil være: ´Det kommer an på, hvordan dit barn er.´ Og så er resten ellers op til forældrenes egen tolerancetærskel. For det er givet at det mest konservative børnebogsvalg foretages af forældrene - fordi de vil være på den sikre side, når de køber en bog til halvanden hundrede kroner.

Før i tiden (da man turde svare på spørgsmålet) var en tommelfingerregel, at bogens hovedperson gerne skulle være et par år ældre end bogens læser. Denne tommelfingerregel gælder imidlertid kun for det, man med et mindre pænt ord kalder for mainstream-litteraturen og for mange romaner med socialrealistisk islæt. Herudover kan temaet være afgørende for bogvalget. En begyndende (seksuel) interesse for det andet køn optræder som regel gerne omkring 13-års alderen, hvor bøger som Vil du se min smukke navle og andre, der giver gode anvisninger på, hvordan man kommer i bukserne på hinanden, uden at smide romantikken over bord, bør have gode chancer for at engagere læsere på netop det udviklingstrin.
Men inden den seksuelle interesse for alvor vågner, er der en lang periode, som starter fra 9-års alderen, hvor man så småt begynder at have kærester, som man gerne går sammen med og i enkelte tilfælde også kysser. En bog som Laila Stiens Når man plukker en smørblomst er en ret så underholdende historie om Helene, der fortæller om den sommer, da alle hendes veninder havde fået kærester, så ingen havde tid til at være sammen med hende. Det går ud over Jim-Ståle, der netop er flyttet ind i huset overfor. Jim-Ståle er ellers udpræget uinteresseret i meget andet end sin frimærkesamling. Han er lang og bleg og hans krop bærer præg af manglende fysisk udfoldelse. Helene slider alligevel i det som en gal, og henter både skrubtudser og passer Jim-Ståles små søskende, bare for at få ham overtalt til at være kærester med sig. Laila Stien vandt med denne roman i 1993 den norske kritikerpris for den bedste børne- og ungdomsbog, hvilket er ganske velfortjent. Men altså - i bogen er der ikke tale om, at Helene vil have et voksent kærlighedsforhold til Jim-Ståle. Hun vil såmænd bare ikke adskille sig fra sine veninder. Og det er typisk, at kærester i den alder droppes med samme hast som man skifter undertøj.

Men børn har gudskelov interesser andre steder end lige hos det andet køn. Og interessen kan spænde fra frimærkesamlinger til popgrupper. Ens for alle disse interesser er, at børnene går så meget op i dem, at de knapt kan overskue lektierne. Det bringer os frem til den store gruppe bøger, der har spænding eller humor som hovedingrediens. De bedste af disse fortæller, sammen med den spændende eller humoristiske historie, en anden, lidt mere alvorlig historie, som forfatteren håber fiser ind på den relevante læsers lystavle. Men andre igen er bare rent ud sagt uovertruffent underholdende, morsomme og er som sådan hvert eneste bogstav værd. Denne gruppe er næsten umulig at aldersklassificere. Et barn, der er flasket op med C.S. Lewis geniale serie om løven Aslan, vil helt sikkert elske Tolkiens Hobitten. Andre, der ikke har mødt fantasy-genren før, eller bare ikke er til trolde og dværge, vil være ganske uberørte af romanerne. Og så er der en restgruppe til de helt håbløse. Det er romaner, som ingen aldersgruppe kan siges at have, men skrevet på en måde, så børn også kan forstå det. Et eksempel er Angela Sommer-Bodenburgs Hanna, Guds mindste engel, der er en beskrivelse af Hannas barndom i et meget borgerligt miljø i begyndelsen af dette århundrede. Sommer-Bodenburg er ellers mest kendt - og elsket - af børn for hendes serie om Den lille vampyr, men i denne bog har hun taget fat om et alvorligt emne: selvmord. Bogen handler i lige så høj grad om Hannas storebror, Wolfgang, der er 13 år og den ´nemme´ i familien. De lever begge to i et forfærdeligt hjem, med en frustreret mor og en syg og svagelig far. Moderen lader børnene leve i et iskoldt psykisk klima, hvor hun kan lade al sin frustration få afløb. Hvor forfærdelig historien end måtte være, så er den - også takket være en glimrende oversættelse - smuk, poetisk og slet ikke spor uhyggelig. Den er bare rystende fordi hele situationen står så krystalklart, når bogen er læst til ende. Takket være denne meget stille og indladende bogs tonefald, kan man sagtens se paralleller mellem en sådan levnedsbeskrivelse og nogle af de ting, børn møder i nutiden. Men hvor gammel skal man mon være for at læse en sådan bog? Et godt gæt ville være socialt interesserede børn fra 9 års alderen og opad. Nogen protester?

1996-03-08

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret