Sci-fi. I fremtidsbyen Ark findes der 700 ord, man må sige. Bruger man andre ord, bliver man udvist og overladt til de vilde dyr uden for murene. Det skal, Ifølge byens hersker, sætte en stopper for tanker og ideer, der kan skade Kloden.

Fremtiden ser dyster ud, hvis man skal tro mange af de fantasy-og science fiction-bøger, der skrives for tiden. For eksempel er der ikke nogen stor tillid til, at politikerne vil løse klimaproblemerne og redde Jorden fra at blive varm og ubeboelig eller opslugt af havet.

Hvor deprimerende dette end er, giver det dog forfatterne mulighed for at forestille sig de forskellige typer samfund, der kunne opstå efter en sådan katastrofe. På den måde er fantasy-og sci-fi-litteraturen et sted, hvor man kan afprøve ideer til, hvordan den slags samfund kan organiseres.

Det gælder også Patricia Fordes roman Forbudte ord, hvor hovedpersonen faktisk er sproget. På den måde minder den om George Orwells meget berømte bog 1984, hvor staten har introduceret det såkaldte »nysprog«, der gør det umuligt for folk at bruge ord, der repræsenterer meninger, der er i modstrid med statens holdninger. Filosofien bag er enkel: Hvis noget ikke kan siges, kan det heller ikke tænkes.

Hos Forde befinder vi os i en verden efter klimakatastrofen, hvor der kun er få lommer på landjorden, hvor mennesket kan overleve.

John Noa havde forberedt sig på, at det skulle ske, og forinden skabt byen »Ark«. Arken er et reservat omgivet af tykke mure med Noa som ubestridt hersker. Udenfor bor de såkaldte »vanskabere«, som ikke har en fast samfundsorden, og de farlige vilde dyr. I Arken bor en begrænset skare mennesker, der hver har sin funktion, og som er underlagt en lov, der begrænser deres sprog til en liste på 700 tilladte ord. Det gælder dog ikke ordsmeden, der på vegne af John Noa vedligeholder listen over tilladte ord og også sørger for specifikke ord til særlige erhverv, for eksempel »hammer« og »søm« til tømrerne.

Alle i byen har en stav, de går rundt med, og her hakkes der af, hvis man bruger ord, der ikke er tilladte. Når man har gjort det nok gange, bliver man udvist.

Logikken bag begrænsningen er, at det er menneskets tanker, der har forårsaget klimaændringerne, og for at undgå en gentagelse har Noa besluttet sig for at begrænse sproget mest muligt, så mennesket holder op med at opfinde ting, der kan skade naturen på langt sigt.

Da bogen begynder, har ordsmeden Benjamin og hans unge lærling, pigen Letta, netop fået at vide af Noa, at de skal begrænse antallet af ord på listen til nu kun 500.

Samme dag forsvinder ordsmeden, og Letta må overtage hans opgaver. Kort efter dumper en såret og syg dreng ind i ordsmedens butik, som Letta plejer. Han er en af vanskaberne, og det går langsomt op for Letta, hvor grum John Noa i virkeligheden er. Sammen med vanskaberne forsøger hun at finde en måde at standse Noa på. Det er ikke nemt, for der er også en stor politistyrke, der omhyggeligt overvåger alle Arkens indbyggere. Og særlig én fra politistyrken mistænker Letta for at skjule en vanskaber.

Handlingen i romanen er ikke videre kompliceret eller fornyende. Hvis man har læst en del fantasy-romaner, kan man godt gætte, hvordan historien vil udvikle sig. Til gengæld er sproget i bogen rigt og indeholder til tider en del vanskelige ord, undtagen når der tales »liste«, som det kaldes. Listen over tilladte ord dækker for eksempel ikke ord som »tak«, og for at forenkle kommunikationen kan verberne ikke bøjes i tid, hvilket betyder, at man ikke kan tale om fortid og fremtid, som derfor forsvinder. Forbudte ord er en roman, der formår at sætte sprogets funktion i centrum, og det er til gengæld så forfriskende, at man gerne tilgiver forfatteren den forudsigelige fortælling.

2017-08-25

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret