Talon-sagaen. Julie Kagawa har styr på alle grene af sin store fortælling om drager og mennesker, der slås og forelsker sig.

Forlaget kalder Julie Kagawas Talonsaga for en »paranormal romance«. Jeg havde ikke hørt genrebetegnelsen før, men den giver god mening, da paranormal betyder overnaturlig. Pigen Ember er nemlig i virkeligheden en drage, der kan forvandle sig til menneske, når hun har lyst, mens Garret, som hun er faldet for, er et menneske.

Kort fortalt er handlingen i sagaen sådan her: Det er lykkedes dragerne i Talon-organisationen at skabe dragekloner. De skal bruges som frygtløse dragesoldater, der skal overvinde Sankt Georgorganisationen, som består af mennesker, der i århundreder med succes har bekæmpet dragerne.

Embers tvillingebror, dragen Dante, er nu næstkommanderende i Talonorganisationen og har fået til opgave at stå for klonerne.

Ember er medlem af en ganske lille udbrydergruppe, som ledes af dragen Riley. De bekæmper Talon.

Garret har tidligere været soldat i Sankt Georg-ordenen, men har nu allieret sig med Ember og Riley. Talon-sagaen følger opgøret mellem Talon og Sankt Georg-ordenen.

Som mange andre amerikanske bestseller-forfattere er Kagawa dygtig til at fange læseren allerede fra første side.

Personerne er godt skåret, og de udvikler sig efterhånden, som de udsættes for en række prøvelser. Kærlighedshistorien mellem Ember og Garret kompliceres af, at Ember i drageskikkelse i virkeligheden også er betaget af Riley.

Forholdet mellem Riley og Garret er derfor noget anspændt. Plottet i bogen er godt gennemtænkt fra begyndelsen.

Historien er skrevet med skiftende synsvinkler, så Riley, Ember, Garret og Dante hver især er fortællere i de enkelte kapitler.

Det er et godt trick, for så lærer man dem alle grundigt at kende. Selv Dantes ganske forfærdelige gerninger giver næsten mening, når han selv fortæller om dem. De skiftende fortællere og korte kapitler gør også, at historien bare glider nemt af sted. Hver bog i sagaen har et hovedtema, hvor et element af hovedplottet afsløres og udvikler sig.

Det synes at være en hovedregel, at situationen først skal være et totalt kaos og ligne et sikkert nederlag, før det kan blive godt igen. Det er virkelig fascinerende at opleve, hvordan heltene formår at redde sig selv ud af de mest håbløse situationer.

Kagawa er ferm til at finde på løsninger, som overrumpler læseren, men ikke er så langt ude, at historien mister troværdighed. Den opfindsomhed møder man også i Iron Fey, som er Kagawas debutserie.

Ingen af serierne er måske det, din dansklærer ville kalde for stor litteratur, men der er jo også andet end gourmet-mad, der kan smage godt. Så gå du endelig bare i gang med Kagawas serier. De er fermt skrevet, godt fundet på, og man keder sig ikke et øjeblik i selskab med dem.

2017-10-20

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret