Bjarne Reuter har tidligere gendigtet Bibelen og udgav i 2017 en genfortælling af juleevangeliet i billedbogsform sammen med Kamilla Wichmann.

Parret har netop udgivet en ny bog, hvor Reuter gendigter historien om Noas ark. Historien om Noas Ark og syndfloden er, sammen med den om Adam og Eva, en af de mest kendte historier overhovedet. Der findes over hundrede forskellige historier fra alskens religioner, der omtaler en syndflod. Som oftest er årsagen til syndfloden den samme: Den skal rense jorden fra alt det dårlige, som menneskerne har været skyld i, og give plads til en ny begyndelse. For nogle er historien om Noas Ark så virkelig, at de har finansieret ekspeditioner, der søger efter resterne af arken. Senest har en kristen kinesisk gruppe i 2005 fundet en trækonstruktion i en hule 4200 meter oppe på Araratbjerget, som den mener, er resterne af den oprindelige ark. En af styrkerne i den bibelske historie om Noa er kombinationen af de meget præcise ordrer, Gud giver Noa, og så den mere tågede omverdensbeskrivelse, historien tilbyder: ´ Lav en ark af gofertræ [...]: Den skal være trehundrede alen lang, halvtreds alen bred og tredive alen høj.´ Så præcise er angivelserne, at flere kopier er bygget, senest i 2016 i Kentucky. Arken måler helt nøjagtigt 155 meter i længden, 25 meter i bredden og 15 meter i højden. Omvendt er beskrivelsen af årsagerne til syndfloden yderst kort: ´ Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.´ Da arken er bygget, hører Noa igen fra Gud, der fortæller, at han om syv dage vil lade det regne i 40 dage og 40 nætter. Det er nærliggende at se de 40 dage som en stærk henvisning til de 40 år, israelitterne vandrede i ørkenen efter at have forladt Egypten. Der er derfor en stram komposition i historien, sådan som den fortælles i Bibelen.Det er en stramhed, man savner i Bjarne Reuters version.

Reuter er en rutineret forfatter, som man sprogligt ikke kan udsætte noget på. Noa bliver i bogen præsenteret som en kærlig, tænksom fisker, der hver dag tager ud og fisker med sin yngste søn, Jafet. Men faktisk er Noas yngste søn snarere Kam (jævnfør Første Mosebog, kapitel 9, vers 24), men det er rigtigt, at Jafet fejlagtigt ofte omtales som sådan, fordi han nævnes sidst. I Reuters genfortælling får Noa ikke særlig præcise anvisninger af Gud, andet end at han skal bygge et stort skib, og at det på et tidspunkt vil regne så meget, at vandet vil udslette alt levende. På samme måde får Noa ikke et nyt varsel om, at han skal forvente, at regnen kommer om syv dage, og at han derfor skal gøre sig klar. Et kardinalpunkt i historien om Noas Ark er Guds utvetydige løfte om, at han aldrig vil lade en syndflod komme over menneskeheden igen, hvorfor Gud sætter regnbuen på himlen som et tegn på denne pagt mellem Ham og mennesket.

Hos Reuter hedder det bare, at ´Noa så den som et tegn på, at Gud aldrig igen ville lade havet oversvømme landjorden, og at livet på denne dag havde fået en ny begyndelse´. Til gengæld lader Reuter spændingen handle om Jafet, der i hans gendigtning dels er ved at drukne i havet, da Gud åbenbarer sig for Noa, og senere næsten ikke når at komme med i arken, fordi han først skal nå at redde sine kaniner fra druknedøden. På den måde oplever jeg, at historien om syndfloden og udslettelsen af alt levende minus Noa og familie nærmest bliver en bagatel i forhold til Noas forhold til Jafet, hvilket gør historien unødvendigt banal.

Mangel på fokus i teksten påvirker også illustrationerne.Kun få af dem fænger for alvor: Der, hvor Noa får sin åbenbaring fra Gud på havet, og så det sted, hvor dyrene angste og med halvdelen af kroppen i vandet kæmper for at komme op på arken. De øvrige lægger sig tæt op ad Reuters historiefortælling og tilføjer ikke yderligere dramatik. Måske fordi genfortællingen i sig selv mangler en pointe. Hvad vil Bjarne Reuter egentlig med historien? Det står ikke klart efter læsningen. Hvem kender ikke en snigende fornemmelse af, at menneskeheden i virkeligheden for længst har passeret den grænse, som datidens mennesker overtrådte, da Gud valgte at sende syndfloden over dem? Det er dér, angsten befinder sig, og deraf vigtigheden af Guds regnbuesegl også i dag. Kort sagt mangler Reuters historie at viderebringe den bærende idé, der har holdt historien om Noas Ark frisk nok til at komme gennem de seneste årtusinder med uformindsket fascination og kraft.